Sider

onsdag den 18. marts 2015

Depression

For præcis en måned siden talte jeg med min mor. Om stort og småt, men mest om at det hele havde været tungt for mig i længere tid. Tankerne. Følelserne. Hverdagen. Livet i det hele taget. Og der i sofaen, da vi snakkede, hørte jeg pludselig mig selv sige, at jeg var bange for, jeg havde en depression. Jeg blev faktisk lidt overrasket. Det havde ikke strejfet mig, at jeg egentlig følte, det stod så galt til. På den anden side var det som en forløsning; som om at noget faldt på plads. Måske var der faktisk en grund til mine tunge tanker, og måske var der rent faktisk noget at gøre ved det. Efterfølgende har Lasse og jeg talt meget om det, og jeg fik endelig taget mig sammen til at få en lægetid. Det var i dag.

Alle kort kom på bordet. Jeg græd mange fortvivlede tårer der i lægens konsultationslokale. Fortalte om det sidste halve års maraton ud i komplikationer med sukkersygen og medicinen der til. Det store pres, stress-reaktionerne og den snigende meningsløshed, som kan overmande mig fuldstændig. Mine mange tårer og selvbebrejdelser, min enerverende træthed, mine minimale lyst til at se mennesker og min generelle følelse af håbløshed. Lasse supplerede, og lægen lyttede til os begge to.

Jeg var frygtelig bange for, om jeg ville blive taget alvorligt, og om han ville være mistroisk, synes jeg overreagerede, var en svag-pisser eller et ynkeligt menneske. Ingen af delene var tilfældet. Han tog det meget alvorligt, og vurderede, at jeg har en svær depression, som er behandlingskrævende. Dog er min situation kompleks pga. min sygdomshistorie, så han ville gerne sende mig videre til en psykiater, som er specialist i at vurdere, hvilken medicin der vil være bedst for mig, ligesom han gerne vil have vurderet, om der er anden behandling end ren medicinsk, der vil være brugbar i første omgang.

Det er et tabu at have en psykisk lidelse, som en depression er. Jeg kæmper med mine egne fordomme om, at det er et svaghedstegn ikke at kunne sige stop i tide, så man udvikler stress. Men jeg kan bare gemme alle de dumme destruktive tanker langt væk! Virkeligheden er, at livet er udfordrende at balancere i, og ligesom det har været tilfældet for mange før mig, ja, så kan man komme til kort og have brug for hjælp. Det er der, jeg er nu, og jeg takker ja til al den hjælp jeg kan få - med kyshånd! For livet er mere værd end at skulle spildes på at have det så skidt!

Nu er det bare at vente på næste indkaldelse, og indtil da vil jeg forsøge at pleje mig selv. Passe på mig. Bære over og lave ting, der giver mig energi. Det er en udfordring at ønske sig selv det bedste, når man ikke dybt inde føler, at man er det bedste værd. Men prøve, det kan jeg da i hvert fald!

mandag den 16. marts 2015

Lagkagebunde

Jeg har fået nogle forespørgsler på de vanilje-bunde jeg bruger, når jeg laver lagkager - den kommer her. Hvis der i stedet ønskes kakaobunde, kan opskriften findes her.

Opskriften passer til en 25 cm. springform, hvor kagen efterfølgende kan flækkes i tre bunde.

Vaniljebunde
6 æg
240 g. sukker
2 spk. vand
2 tsk. vaniljesukker
1/2 tsk. fint salt
180 g. mel
2 tsk. bagepulver

Pisk æg, sukker, vand og vanilje, til det er hvidt og skummende
Vej mel, salt, kakao og bagepulver
Si ovenstående ingredienser i æggeblandingen og vend det forsigtigt sammen 
Sørg for at røre grundigt, så der ikke gemmer sig 'lommer' af mel mm.
Hæld dejen i en springform (smurt eller med bagepapir) og slå den let mod bordet, så eventuelle luftbobler forsvinder

Bag kagen i en 185 grader varm ovn i ca. 30 minutter (der må ikke hænge dej ved, når der stikkes i den).
Afkøl den 'på hovedet' på en rist 

torsdag den 12. marts 2015

Smertelige afbud

Åh, hvor er det bare frustrerende igen og igen at måtte melde afbud. Til fødselsdage, fester, små og store sammenkomster, hyggelige middage og tid med gode venner. Jeg har vildt meget lyst til at tage del, byde ind, være med, komme nyde, bidrage og gå hjem med hjertet fyldt af smil, grin og snak - og oplevelser med mennesker, jeg holder af. Jeg er social. Synes det er fedt at møde mennesker. Elsker at være, hvor tingene sker. Jeg kan bare ikke lige nu!

Det er vildt svært at sætte ord på, hvad grunden er, jeg blokerer bare fuldstændig, panikker, og alt overskud forsvinder fra mig ved tanken om at skulle ud af døren. Jeg bliver sur på mig selv, for hvor svært kan det være? Lige nu åbenbart meget svært. Jeg trænger virkelig til at bøtten vender, og at jeg igen kan tage del af det liv, som jeg elsker så højt. Indtil da må jeg blive her i min trygge hule og tillade mig selv at græde lidt over, at jeg endnu engang må melde smertelige afbud, selvom jeg så inderligt ville ønske, det ikke var sådan, det var...

fredag den 6. marts 2015

Dukketeater

Endnu en yndlingsdag sammen med Laurits, min skønne nevø. Munden står ikke stille, og der er fuld fart over feltet. Vi havde en stor papkasse stående, som ventede på at blive smidt ud, så vi gik i gang med at skære, tegne, sy og male, og vupti: et simpelt - men ganske anvendeligt - dukketeater.

'Dukkerne' blev tegnet med sprit-tusch på de udklippede sider fra papkassen, hvorefter de blev farvelagt og til sidst klippet ud og sat på pind. Selve teateret blev skåret ud af papkassen med en brødkniv, hvorefter der blev sat pakketape langs hele kanten for at styrke stabiliteten. Derefter blev der med et spyd lavet et hul i hver af de øverste hjørner, hvor en snor i den ene side blev bundet fast. Jeg fandt så et gammelt tørklæde, som blev klippet til, zigzagget og syet med løbegang, hvorefter det blev trukket på snoren, hvis anden ende så også blev fæstnet.

Vi havde en fest med at lave det - men Laurits er nok lidt for lille til at synes, det er rigtig sjovt, at man enten ikke skal være den, der holder figurerne, eller at man holder dem  - men 'med ryggen til', så det er tilskuerne, der kan se det. Måske om nogle måneder. Så må vi se, om papkassen har overlevet så længe, eller om vi laver et nyt!