Lange lyse sommeraftener, hvor vinden har lagt sig, og fuglene med ihærdig fløjten forsøger at forlænge dagen lidt endnu. Solen, der med manér siger tak for i dag med en farveeksplosion på himlens pastelblå bagtæppe. Temperaturen, der falder i takt med solens forsvinden, og som får ballerne til at rykke tættere om det glødende bål. De tykke trøjers fortættede varme, der sammen med tæpperne sørger for, at lyset ikke er nødvendigt for at lade sommerdagen fortsætte. Stemmer, der tilsammen finder hinanden i stroferne om Sankte Hans og dens skønne krans, der er bunden af sommerens hjerter så varme og glade.
Det er midsommer, når det er bedst, og i går var det en fantastisk Sct. Hans aften her i vores have med 70 voksne og børn fra vores kirke, båltale, fællessang, kaffe, pølser, fakler og havespil. Og så selvfølgelig hygge, snak og dejligt samvær. Måske en midsommerlig forvarsel om en dejlig sommer. Forhåbentlig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar