En mosters lykke

Vi har i aften haft besøg af denne charmetrold og hans forældre. Mit hjerte galoperer af kærlighed, og jeg er helt fyldt op af lykkelighed over den velsignelse det er at være kendt, valgt og elsket tilbage af ham. Der er ingen fordømmelse i de øjne - kun begejstring, oprigtig glæde og tillidsfuld forventning. Jeg elsker at være moster!

I ❤️ torsdage! Kostumer...

Så er det snart fastelavn, og tiden er helt rigtig til at finde sin indre udklædnings-dronning frem. Mulighederne er uendelige, og personligt er jeg troppet op til fastelavnsfest klædt som alt fra tandpasta og hippie til klovn og sygeplejerske. Min mor er altid gået all in på kostumer, og har siddet op det halve af natten for at gøre dragter klar. Jeg bukker mig i støvet for hende, for hvor har hun dog gjort det fedt at være barn!

Har du styr på årets udklædning?

Audrey Hepburn - set her
m

Tyveknægte - set her

Haj æder mand - set her 
 

Paddehat - set her

Edderkoppespind - set her

Pirat-pige - set her
m m

Mumie - set her
m

Peter Pan - set her

Superman - set her
m

Cruella DeVil - set her

Regnbue-klovn - set her

Ugle - set her

Lys, lys, lys

Jeg suger det til mig. Alt hvad der kan vrides ud af dagene. Ikke fordi jeg har tendens til vinter-tristhed, men ganske enkelt fordi, alt i mig går i stå af benovelse og tavs begejstring, når lyset slår vingerne ud og overtager scenen. Nuancerne, den konstante forandring og måden alt bliver vakt til live, når det rammes af lys. Jeg gentager mig selv, men det er så magisk...

Ligger brak!

Jeg ligger stadig brak i mit liv. Eller står brak - for jeg er dog opretstående. Ingen undervisning til mig, og tankerne om hvor meget jeg går glip af, anstrenger jeg mig ihærdigt for at skubbe væk. Det er frygtelig træls! Torsdag, fredag og weekenden gav mig ellers håb om, at det var ved at vende, og mandag lagde jeg ihærdigt ud med at skrive lister over hængepartier, forsøgte at skabe overblik og planlægge, hvordan alt forsømt (lige fra vasketøj til studietekster, besvarelse af mange mange mails til planlægning af aftaler mm.) kunne indhentes, så jeg kunne komme tilbage 'på banen'. Dagens første timer var jeg fyr og flamme, troede på projektet, knoklede med de mange gøremål. Men: bang! Så lå jeg der igen. Energien var brugt, og jeg blev så ked af det. Alt blev igen uoverskueligt, tårerne var tilbage i øjnene, og bare tanken om de mindste ting, der skulle tages stilling til var for meget. Måtte lægge mig og droppe resten af dagens planer. Jeg var knust. Over det manglende fremskridt på energi-kontoen, men måske ikke mindst over den håbløshed, der følger med, ikke at kunne arbejde, planlægge og kontrollere sig ud af problemerne. Hvad skal jeg så?

I de gode øjeblikke kan jeg se en vej: Lige nu står den på fuldstændig ro! Når kræfterne er tilbage, kan jeg ved hjælp af ihærdighed, stædighed, energi, drive og entusiasme indhente det forsømte. I mine dårlige øjeblikke tvivler jeg stærkt... Fokus må jeg holde på, at der ikke er et alternativ til ro. Der findes ikke noget 'nu må jeg også tage mig sammen og droppe at ligge brak'. Jeg tager mig alt det sammen, der er fysisk muligt for mig!

Kæresteweekend vol. 3

Kæresteweekend vol. 2

Solen har gemt sig, men selv når den ikke er synligt tilstede kaster den et fantastisk lys, så man ikke er i tvivl om, at den findes. Lige bag ved den umiddelbart synlige scene. Magisk! Jeg kan slet ikke få nok...

Kæresteweekend vol. 1

Vi pakkede vores lille pensionist-dyt i det smukkeste solskinsvejr. Og så afsted. Hvilken frihed, bare at køre ud i verden... også selvom vi faktisk kun er taget til Horsens!

I ❤️ torsdage! Barselsgaver...

Torsdag har altid været én af mine yndlingsdage - dagen før weekenden begynder, og derfor en dag man lige kan overskue at klare sig igennem. Jeg vil fremover gøre torsdagen her på bloggen endnu mere 'yndlings' ved hver torsdag at lave et 'jeg ❤️ torsdag' indlæg med en samling af forskellige lækkerier, jeg har samlet op rundt omkring gennem tiden. Som inspiration og glæde - fordi der er så meget elskeligt i livet, der er værd at hæfte sig ved!

I dag kommer lidt inspiration til barselsgaver. I vores omgangskreds sker der i disse år et boom i familieforøgelser, og det kan godt være lidt svært at blive ved med at hitte på fine ting at begave de små vidundere og deres forældre med. Her er lidt at lade sig inspirere af...

Navneskilt - set her

Filt-kanin - set her

Blomster-uro - set her

Plakat - set her

Tøj - set her

Filt-bamse - set her

'Fange-dragt' - set her

Buede vimpler - set her

Kjole - set her

Plakat - set her (den eksakte findes ikke mere, men se andre fine via linket)

Anti-Valentines day

Af princip køber Lasse ikke blomster på Valentines Day. Ingen læggen sig under for kommercielle krav her. (Spørgsmålet er, om det egentlig så ikke er lidt tvetydigt at gøre det til en tradition at købe blomster dagen før Valentines day - bare fordi det ikke skal være den dag, hvor det pålægges os??)

Hvis jeg skal være ærlig, så går jeg faktisk ikke så meget op i, hvilken dag det er. Jeg bliver bare så bund-lykkelig og grund-glad, når jeg på konkret vis - som fx med blomster - bliver mindet om, hvor velsignet jeg er! 

Heldigvis er følelsen ikke afhængig af hverken gaver eller blomster. Ord, blikke, kys, nærvær, tid - ja, at være, hvor den man elsker er. Det er ganske fint og helt nok for mig! Konkrete påskønnelser er ekstra 'krymmel på kagen', og det er jo heller ikke dårligt at blive overrasket med ind imellem. Jeg er taknemmelig!

Mormor

I dag ville min mormor være blevet 80 år. Desværre tabte hun allerede som 54-årig mange års kamp mod cancer. Jeg ved, min mor i dag på en særlig måde bærer minderne, savnet og tomheden efter mormor med sig. Min mors hjerte græder, som det så tit har grædt, i sorg over tabet af sin mor. Jeg var kun fem år, da hun døde, så mit savn har nok altid mest været et udtryk for en reaktion på min mors savn - og på længslen efter den mormor, jeg er sikker på, hun var og ville have været for mig.

Mine minder om hende begrænser sig til små episoder i hende og morfars hus i Finlandsgade i Hirtshals. Hun kom med små runde pind-is med appelsinsmag til min fætter og mig, da vi legede i haven. Hun rørte i flere gryder på én gang på komfuret. Hun lå i dobbeltsengen under skråvæggen i soveværelset, fordi hun var træt. Jeg kan se hendes grin for mig. Jeg kan mærke hendes bløde arme give mig et knus. Men mest mindes jeg andres minder. Jeg savner igennem andres savn. Og alligevel længes jeg. Jeg føler mig frarøvet noget, jeg aldrig rigtig har haft.

Jeg har især siden mine teenageår været meget bevidst om, at jeg har manglet en blød, rar, varm mormor, som bød mig indenfor i køkkenet, gav mig saftevand, aede mig på kinden og havde al tid i verden til - med oprigtig opmærksomhed og tålmodig interesse - at lytte, spørge ind og give mig knus i massevis. Indbegrebet af en mormor! Det er præcis sådan, jeg har lært i alle børnebøger, at en mormor er. Jeg idylliserer hende helt sikkert. Men helt ved siden af er mit billede ikke. Det er i hvert fald det jeg hører, fra dem, der kendte hende.

Ingen af os ved, hvordan livet ville have været, hvis hele familien rent faktisk i dag havde siddet bænket til mormors 80 års fødselsdag. Hvilke ord ville der blive sagt, sunget og stå på kortene som hyldest til hende? Det finder vi aldrig ud af. Men ét ved jeg: I min mors sorg, smerte, minder, længsel og forbundethed med sin mor, kan jeg mærke en nerve af det, min mormor var. Det lever videre, selv så mange år efter hun døde. En kombineret følsom varme, dedikeret vilje, skrøbelig usikkerhed og fokuseret styrke, som er svær at forklare, men som min mor tydeligt bærer med sig, og som hun i forskellige udgaver har givet videre til mine søstre og mig. Noget, der binder os sammen. Tak mormor, for det du har givet - og givet videre! Og tak mor, for den måde du har ladet os lære hende at kende, selv efter hun ikke længere var fysisk ved os. Æret være hendes minde!

Svært med svært på

Overskuddet er meget begrænset for tiden. Jeg er kommet rigtig dårligt i gang med det nye semester - får ikke læst det, jeg gerne vil, og har ikke magtet at tage til så meget undervisning. Tankerne kører rundt i hovedet, og kroppen beder om hvile. Ro, fred og ingen krav. Pludseligt - og ofte uden varsel - mærker jeg klumpen i halsen, tårerne, der gør det svært at se ud af øjnene og oplever mig overladt til kroppens reaktion på min tilstand. Jeg har det ikke godt.

Jeg lægger planer, strukturerer, gør klar til en ny start - en mandag morgen, en blank side i kalenderen, hvor jeg kan begynde på en frisk, forfra, og prøve igen. Nu bliver det bedre. Kræfterne er bare ikke blevet flere, og de gode intentioner ender igen i skuffet opgivenhed. Det kører i ring for mig, og det er rigtig svært at bryde mønsteret. 

Udbrændtheden sender stikpiller fra den gang, jeg havde det værst. Den er ikke længere væk, end at den sagtens kan finde tilbage. Den sender stikpiller af reminders om, hvordan det føles at ligge helt ned. Jeg frygter det. Men frygter jeg det også så meget, at jeg er villig til at gøre, hvad der skal, for at undgå et tilbagefald? Jeg orker ikke tanken om, at det vil kunne betyde endnu en forlængelse af mit studie. Studiet, som jeg er så glad for. Som giver mening. Som har pustet liv i min faglighed, mine fremtidsdrømme og i en del af min selvtillid, som ellers havde ligget brak længe.
 ---
Jeg faldt over et indlæg, jeg skrev, da jeg var færdig med sidste sommers eksamensperiode. Reaktionen efter lang tids pres kom prompte, men da var det sommerferie, og muligheden for restitution bedre. Efterårssemesteret og vinterens eksamener, har været en virkelig hård omgang for mig, og et eller andet sted er det egentlig naturligt, at jeg igen reagerer... Problemet er bare, at lang tids pres nu afløses af endnu en lang periode med pres. Mon jeg kan klare det? Og hvis det bliver med tårer og voksende udbrændthed, VIL jeg så klare det?

Den gang skrev jeg selv 'opskriften' på rekreation:

Den eneste vej tilbage til livet med energi er, at give mig selv ro og hvile - helt indtil jeg ikke gider at sumpe rundt i nattøj længere. Tålmodighed og tanke-tomhed, tak! Det er næste periodes udfordring! Nu var jeg ellers lige blevet så god til pres, tidsplaner, disciplinering og stramme tøjler. Men; netop derfor!

Jeg ved ikke, om balancekunsten vil lykkes for mig. Det må tiden vise. Første udfordring er at bære over med den skrøbelighed, jeg ikke kan løbe fra, jeg har. Udbrændtheden er et vilkår i mit liv. En konstant trussel, men (modvilligt indrømmet) også en hjælp til bedre at kunne passe på mig selv. Det gør det dog ikke nemmere at acceptere...

Valentines-hjerter

Vi fejrer ikke Valentines Day her hjemme, men da vi skal have lidt lækkert med på besøg hos gode venner i aften, kunne jeg alligevel ikke dy mig for at benytte lejligheden til at kombinere hjerter, chokolade og lyserøde farver. Ren kærlighed ;)

Billederne blev nærmest en DIY, så brug endelig idéen, hvis du har lyst. Opskriften er en ganske almindelig sød bolledej.
  

Verner Panton

Jeg har i flere år gået og haft lidt af et crush på en helt særlig Verner Panton lampe. Den anden dag, da vi var på sofa-jagt, var jeg lige omkring lampe-afdelingen for at 'besøge' min store kærlighed. Crushet aftager umiddelbart ikke. Måske med tiden? Eller måske jeg en dag for råd? Indtil videre må det være kærlighed på afstand, men selv på et billede kan jeg glæde mig helt ind i hjertet over dens skønhed, coolness og gennemførte statement som designikon. Jeg ved selvfølgelig godt, at de seneste års popularitets-comeback har taget noget af det unikke af den, men efter min mening gør det ikke lampen mindre særlig. Dens klasse kan bære dens hyppige optræden rundt omkring (det er vel dét et design-kon kan?). Det er i hvert fald min mening. Måske har kærligheden gjort mig blind?!

At elske...

...bare fordi, man slet ikke kan lade være!

Vinterlys

Hvor gør det dog godt at mærke solen. Selv i den skarpe udgave, som medfører missen med øjnene og afsløring af møgbeskidte vinduer. Pludselig bliver det så tydeligt, hvor meget lyset er savnet her i vintermørket, og længslen efter mere lys står i gabende kontrast til solen, der langsomt men sikkert forsvinder i horisonten.

Jeg falder året rundt pladask for lysindfald, glød, genskin og oplysning. Hver årstid har sin magi. Lige nu måber jeg - og indånder nydende - det magiske vinterlys, ved enhver given lejlighed. Send mere, åh ja, send mere...

Bare lidt endnu

Ligger under dynen. Bare lidt endnu. Mærker det bløde bomuld mod de bare ben. De knirkende dun og varmen, der omfavner mig. Vækkeuret ringede for en halv time siden. Manden kyssede farvel - skulle ud i virkeligheden, mens jeg stadig ligger her. For længe. For sent. Men kun i forhold til mine egne planer. Undervisnings-fri men med en lang liste over tekster, der skal læses og ting, der skal gøres. Men hvor kan man dog blive gennem-træt! Og i underskud af frihed. Af bare at lade stå til og blive liggende lidt længere under dynen. Lige nu er det vist dét, der skal indhentes.

Forårslængsel

Da jeg gik hjem, faldt mit blik på en havesti ved vejen. Det var umuligt ikke at se de små lysende blomsterknopper, der havde fundet vej gennem alt det mørke. Fine og uden viden om alt det håb og den længsel, de skaber. De er der bare. For mig siger de mere end tusinde ord: Foråret er på vej! Lyset kommer! Hold ud!

Gør et bog-kup!

Jeg er vild med bøger, og jeg har gennem livet 'raget til mig', når jeg er stødt på gode tilbud, eller bøger jeg bare har måttet eje. Nu rydder jeg lidt ud, så skriv endelig, hvis der er noget, du er interesseret i! Alle bøger er i nærmest perfekt stand og priserne er vanvittigt lave, så køb med god samvittighed :)

Diabetes er din egen skyld!

I går faldt jeg over en artikel på www.tv2.dk, som handler om en herskende fordom; at diabetes er ens egen skyld. Jeg har altid vidst en del om diabetes pga. nogle i min omgangskreds med sygdommen, men jeg har ikke, før i efteråret, haft en detaljeret viden om det. Jeg var en tur hos optikeren og blev opfordret til at få tjekket mit blodsukker. Mit syn var kun på 70%, hvilket kunne være et tegn på for højt blodsukker. Efter en masse tests og undersøgelser fik jeg ganske rigtigt dommen: Du har diabetes.

Jeg har siden gået stille med dørene og kun i begrænset omfang fortalt andre om diagnosen. Ikke fordi jeg ikke har villet være åben, men fordi jeg har været bange for folks reaktioner. For ja, jeg ér overvægtig, jeg burde tabe mig, og jeg burde dyrke endnu mere motion, end jeg gør. Jeg har været flov, har banket mig selv i hovedet og må indrømme, at jeg selv har delt de fordomme, som (ifølge artiklen) hersker: Diabetes er din egen skyld!

Lægen formåede dog at nuancere det billede lidt... Min genetiske sammensætning giver mig som udgangspunkt en risiko på 90% for at få diabetes. Det betyder i praksis, at det kun har været et spørgsmål om tid, før jeg blev ramt. Og som lægen sagde: 'Om du så levede fuldstændig perfekt ift. kost og motion, er der kun meget lille chance for, at du ville have undgået sygdommen. Se det i stedet som en mulighed for - ved hjælp af medicin - at få dit blodsukker stabiliseret, så du kan få det bedre.'

Nogle dage bruger jeg fortsat alt for meget krudt på at være sur på mig selv. Og jeg hár svært ved at snakke om sygdommen. Igen; ikke fordi jeg ikke ønsker åbenhed, men fordi jeg ikke orker fordommene, der er malet i øjnene på folk, der hører om min sygdom. 31 år og diabetes. Taber!

Artiklen fra www.tv2.dk sætter fine ord på dilemmaet. For ja, de fleste diabetespatienter er overvægtige. De er ikke aktive nok. osv. osv. Dét kan der gøres noget ved, og selvfølgelig skal der så det! Men det er kun én del af forklaringen. Der findes en masse mennesker, der er langt mere overvægtige, inaktive og usunde end mig, som IKKE har diabetes. Jeg knokler på crosstraineren og i køkkenet med at få tingene til at nå sammen, så kom ikke her og sig, at diabetes uddeles efter 'fortjeneste' eller mangel på samme.

Først og fremmest er jeg menneske. Og endda sådan en slags menneske, som slider for at gøre, alt hvad jeg kan! Ikke hverken noget imponerende eller noget perfekt, men mit aller bedste, det gør jeg. Læs artiklen her. Den har sat tanker i gang selv hos mig, som bedre end nogen anden burde vide, at diabetes ikke handler om dårlige mennesker. Det handler først og fremmest om en behandlingskrævende sygdom! Gid dén viden ville skræmme fordommene væk...

Laaaang dag

Det var i da, slaget skulle stå: Brændeovnen skulle ud. Gulvet brækkes op. Loftet lappes. Gulv lægges. Og så viste det sig, at der lige var et par m2 kakler, der skulle fjernes under dækket til brændeovnen, hvilket vi ikke lige havde budgetteret med. Én ting var selve arbejdet. Noget andet var det inferno af støv, det førte med sig, som lagde sig på de nymalede vægge, vinduer og i ALLE rum. Som en hinde af skidt. Så væggene skulle vaskes. Vinduerne pudses. ALT service vaskes. Puder, senge og møbler støvsuges osv.

Alt det mere komplicerede håndværksmæssige har en super god alt-mulig-mand taget sig af, mens Lasse har ordnet det resterende. Svigerfar har foretaget ærinder og ellers forsøgt at bevare overblikket, mens jeg primært har indtaget kvindens plads i det gammeldags kønsrollemønster og sørget for forplejning til de hårdtarbejdende, når jeg ikke lige sad på kontoret og læste til morgendagens forelæsning. Ved 17-tiden var det kun Lasse og mig, og så begyndte oprydning, rengøring og indretning. Der er stadig lang vej, men der er virkelig også sket meget i dag!