Svært med svært på

Overskuddet er meget begrænset for tiden. Jeg er kommet rigtig dårligt i gang med det nye semester - får ikke læst det, jeg gerne vil, og har ikke magtet at tage til så meget undervisning. Tankerne kører rundt i hovedet, og kroppen beder om hvile. Ro, fred og ingen krav. Pludseligt - og ofte uden varsel - mærker jeg klumpen i halsen, tårerne, der gør det svært at se ud af øjnene og oplever mig overladt til kroppens reaktion på min tilstand. Jeg har det ikke godt.

Jeg lægger planer, strukturerer, gør klar til en ny start - en mandag morgen, en blank side i kalenderen, hvor jeg kan begynde på en frisk, forfra, og prøve igen. Nu bliver det bedre. Kræfterne er bare ikke blevet flere, og de gode intentioner ender igen i skuffet opgivenhed. Det kører i ring for mig, og det er rigtig svært at bryde mønsteret. 

Udbrændtheden sender stikpiller fra den gang, jeg havde det værst. Den er ikke længere væk, end at den sagtens kan finde tilbage. Den sender stikpiller af reminders om, hvordan det føles at ligge helt ned. Jeg frygter det. Men frygter jeg det også så meget, at jeg er villig til at gøre, hvad der skal, for at undgå et tilbagefald? Jeg orker ikke tanken om, at det vil kunne betyde endnu en forlængelse af mit studie. Studiet, som jeg er så glad for. Som giver mening. Som har pustet liv i min faglighed, mine fremtidsdrømme og i en del af min selvtillid, som ellers havde ligget brak længe.
 ---
Jeg faldt over et indlæg, jeg skrev, da jeg var færdig med sidste sommers eksamensperiode. Reaktionen efter lang tids pres kom prompte, men da var det sommerferie, og muligheden for restitution bedre. Efterårssemesteret og vinterens eksamener, har været en virkelig hård omgang for mig, og et eller andet sted er det egentlig naturligt, at jeg igen reagerer... Problemet er bare, at lang tids pres nu afløses af endnu en lang periode med pres. Mon jeg kan klare det? Og hvis det bliver med tårer og voksende udbrændthed, VIL jeg så klare det?

Den gang skrev jeg selv 'opskriften' på rekreation:

Den eneste vej tilbage til livet med energi er, at give mig selv ro og hvile - helt indtil jeg ikke gider at sumpe rundt i nattøj længere. Tålmodighed og tanke-tomhed, tak! Det er næste periodes udfordring! Nu var jeg ellers lige blevet så god til pres, tidsplaner, disciplinering og stramme tøjler. Men; netop derfor!

Jeg ved ikke, om balancekunsten vil lykkes for mig. Det må tiden vise. Første udfordring er at bære over med den skrøbelighed, jeg ikke kan løbe fra, jeg har. Udbrændtheden er et vilkår i mit liv. En konstant trussel, men (modvilligt indrømmet) også en hjælp til bedre at kunne passe på mig selv. Det gør det dog ikke nemmere at acceptere...