Mormor

I dag ville min mormor være blevet 80 år. Desværre tabte hun allerede som 54-årig mange års kamp mod cancer. Jeg ved, min mor i dag på en særlig måde bærer minderne, savnet og tomheden efter mormor med sig. Min mors hjerte græder, som det så tit har grædt, i sorg over tabet af sin mor. Jeg var kun fem år, da hun døde, så mit savn har nok altid mest været et udtryk for en reaktion på min mors savn - og på længslen efter den mormor, jeg er sikker på, hun var og ville have været for mig.

Mine minder om hende begrænser sig til små episoder i hende og morfars hus i Finlandsgade i Hirtshals. Hun kom med små runde pind-is med appelsinsmag til min fætter og mig, da vi legede i haven. Hun rørte i flere gryder på én gang på komfuret. Hun lå i dobbeltsengen under skråvæggen i soveværelset, fordi hun var træt. Jeg kan se hendes grin for mig. Jeg kan mærke hendes bløde arme give mig et knus. Men mest mindes jeg andres minder. Jeg savner igennem andres savn. Og alligevel længes jeg. Jeg føler mig frarøvet noget, jeg aldrig rigtig har haft.

Jeg har især siden mine teenageår været meget bevidst om, at jeg har manglet en blød, rar, varm mormor, som bød mig indenfor i køkkenet, gav mig saftevand, aede mig på kinden og havde al tid i verden til - med oprigtig opmærksomhed og tålmodig interesse - at lytte, spørge ind og give mig knus i massevis. Indbegrebet af en mormor! Det er præcis sådan, jeg har lært i alle børnebøger, at en mormor er. Jeg idylliserer hende helt sikkert. Men helt ved siden af er mit billede ikke. Det er i hvert fald det jeg hører, fra dem, der kendte hende.

Ingen af os ved, hvordan livet ville have været, hvis hele familien rent faktisk i dag havde siddet bænket til mormors 80 års fødselsdag. Hvilke ord ville der blive sagt, sunget og stå på kortene som hyldest til hende? Det finder vi aldrig ud af. Men ét ved jeg: I min mors sorg, smerte, minder, længsel og forbundethed med sin mor, kan jeg mærke en nerve af det, min mormor var. Det lever videre, selv så mange år efter hun døde. En kombineret følsom varme, dedikeret vilje, skrøbelig usikkerhed og fokuseret styrke, som er svær at forklare, men som min mor tydeligt bærer med sig, og som hun i forskellige udgaver har givet videre til mine søstre og mig. Noget, der binder os sammen. Tak mormor, for det du har givet - og givet videre! Og tak mor, for den måde du har ladet os lære hende at kende, selv efter hun ikke længere var fysisk ved os. Æret være hendes minde!