Sider

onsdag den 18. marts 2015

Depression

For præcis en måned siden talte jeg med min mor. Om stort og småt, men mest om at det hele havde været tungt for mig i længere tid. Tankerne. Følelserne. Hverdagen. Livet i det hele taget. Og der i sofaen, da vi snakkede, hørte jeg pludselig mig selv sige, at jeg var bange for, jeg havde en depression. Jeg blev faktisk lidt overrasket. Det havde ikke strejfet mig, at jeg egentlig følte, det stod så galt til. På den anden side var det som en forløsning; som om at noget faldt på plads. Måske var der faktisk en grund til mine tunge tanker, og måske var der rent faktisk noget at gøre ved det. Efterfølgende har Lasse og jeg talt meget om det, og jeg fik endelig taget mig sammen til at få en lægetid. Det var i dag.

Alle kort kom på bordet. Jeg græd mange fortvivlede tårer der i lægens konsultationslokale. Fortalte om det sidste halve års maraton ud i komplikationer med sukkersygen og medicinen der til. Det store pres, stress-reaktionerne og den snigende meningsløshed, som kan overmande mig fuldstændig. Mine mange tårer og selvbebrejdelser, min enerverende træthed, mine minimale lyst til at se mennesker og min generelle følelse af håbløshed. Lasse supplerede, og lægen lyttede til os begge to.

Jeg var frygtelig bange for, om jeg ville blive taget alvorligt, og om han ville være mistroisk, synes jeg overreagerede, var en svag-pisser eller et ynkeligt menneske. Ingen af delene var tilfældet. Han tog det meget alvorligt, og vurderede, at jeg har en svær depression, som er behandlingskrævende. Dog er min situation kompleks pga. min sygdomshistorie, så han ville gerne sende mig videre til en psykiater, som er specialist i at vurdere, hvilken medicin der vil være bedst for mig, ligesom han gerne vil have vurderet, om der er anden behandling end ren medicinsk, der vil være brugbar i første omgang.

Det er et tabu at have en psykisk lidelse, som en depression er. Jeg kæmper med mine egne fordomme om, at det er et svaghedstegn ikke at kunne sige stop i tide, så man udvikler stress. Men jeg kan bare gemme alle de dumme destruktive tanker langt væk! Virkeligheden er, at livet er udfordrende at balancere i, og ligesom det har været tilfældet for mange før mig, ja, så kan man komme til kort og have brug for hjælp. Det er der, jeg er nu, og jeg takker ja til al den hjælp jeg kan få - med kyshånd! For livet er mere værd end at skulle spildes på at have det så skidt!

Nu er det bare at vente på næste indkaldelse, og indtil da vil jeg forsøge at pleje mig selv. Passe på mig. Bære over og lave ting, der giver mig energi. Det er en udfordring at ønske sig selv det bedste, når man ikke dybt inde føler, at man er det bedste værd. Men prøve, det kan jeg da i hvert fald!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar