Det yderste af neglene. Det er sådan jeg føler, jeg hænger ud over afgrunden. Så solidt plantet, som det er muligt, i afsatsen. Mit studie fylder det hele - og det er ikke på den fede måde. Det handler nemlig ikke om hverken svære begreber eller bunkevis af læsning. Begge dele er der masser af. Men jeg er ikke dér hverken i bekymring eller fokus. Ikke lige nu. For foran alt det logisk opslidende, står der mennesker på række, som jeg er bange for. Undervisere, medstuderende, studiekoordinatorer osv. Efter nogle dårlige oplevelser hele vejen rundt, er min menneskefrygt blevet vakt, og dét er værre end mange tusind siders læsning! At føle sig forkert og ikke-god-nok ødelægger hele udgangspunktet for læring.
Jeg ved, at meget af det, jeg er bange for, sker oppe i mit hoved. Det bliver kæmpe stort, og alt i mig ønsker at stikke halen mellem benene og stikke af. Afværge situationen og slippe fri. Ud, hvor jeg igen kan trække vejret.
De fleste kender nok følelsen i en eller anden grad. De færreste kan sige sig fri for at tillægge andre menneskers mening om én, betydning. Jeg øver mig ellers i ikke at lade det være op til andre (eller min formodning om andre) at bestemme, hvad mit værd og mine rettigheder er. Måske trænger jeg bare til lige at blive opdateret på det. Du ved; selvværd og den slags...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar