Jeg er såret. Fyldt op af skuffelse. Vrede. Håbløshed og afmagt. Jeg har været i 'infight' med et menneske, som mine tårer ikke er værd. Det prøver jeg at sige til mig selv nu, hvor jeg dagen efter slikker mine sår.
Det startede med det andet menneske. En opringning til mig.
Mistænkeliggørelse. Hårde ord og anklager om dårlige intentioner. Jeg
var i chok. Kunne afvise det hele. Følte mig misforstået og beklagede
dybt og undskyldte, at det var oplevet sådan. Men chokket satte mig skak-mat, og det
blev ved med at sidde i mig.
Netop derfor tog jeg konfrontationen. Drog af sted med min positive dagsorden i bagagen og ønskede virkelig dialog. Håbede på sammen at kunne trække en streg i sandet. Jeg gik på knæ, gjorde mig sårbar og tilbød min undskyldning. Tilbage fik jeg kolde øjne og modvilje. Blev nægtet et 'undskyld'.
Jeg er stadig paf.
Hvis jeg har såret et menneske, så vil jeg til hver en tid undskylde. Også selvom det aldrig var min mening at såre. Det er jo sådan livet er; man sårer hinanden uforsætligt, for vores grænser er ikke ens. Dét der er sjov for mig er måske dyb alvor for dig. Derfor er ærlighed, ydmyghed, undskyldning og tilgivelse så afgørende i alle relationer.
Jeg brød sammen. I situationen løb tårerne sine egne veje. Men med følelsen af afmagten voksende for øjnene af mig, blev sprækkerne i forsoningen uoprettelige, og jeg gik hulkende derfra.
Et menneske uden empati kan ikke nås. Derfor er den eneste løsning nu at lægge låg på. Det river og flår i mig, for jeg ønsker inderligt forsoning. Men der skal to til at nå der til. Min fremstrakte hånd har fået én over nallerne, og så dybt, som jeg kan mærke smerten, går der vist noget tid endnu, før jeg har rystet det helt af mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar