Dem, der sætter spor...

For 13 år siden mødte jeg for første gang en helt særlig familie - to voksne og to børn (senere kom en tredje til), som satte spor i mit liv. De lærte mig meget, gav mig ansvar, havde tillid til mig, mødte mig med åbne arme, irettesatte mig kærligt og troede på mig.

Nu ses vi kun sjældent, da vi bor langt fra hinanden, men når vi ses, er det skønt! Og på grund af betydningen de fik for mig den gang, vil de altid have en helt særlig betydning! Måske fordi jeg, da jeg mødte dem, var 17-18 år og havde stor glæde af et ekstra hjem og af nogle ekstra voksne, som ville mig! Måske simpelthen fordi, de er helt unikke og - mere end nogle andre jeg har mødt - formår at få én til at føle sig rummet, villet og respekteret!

I morgen har de sølvbryllup, og jeg ville så utrolig gerne være der og synge dem ud i æresporten og ønske dem tillykke. I stedet må de nøjes med en masse tanker og en hilsen med posten. Jeg har brugt lidt tid på en særlig tegning, som er lavet med dem i tankerne.

Tillykke, gode mennesker, og tak for den kæmpe forskel I har gjort i mit - og mange andres - liv!