Inspirerende øjeblikke

Jeg fascineres af livets øjeblikke - når der opstår et nu, som ér for et kort øjeblik, og som så er væk! Det indbyder til hengivelse og opmærksomhed. Jeg drages af de øjeblikke, som er overgange. Fra ét nu til et andet. Som en dråbe, der hænger 'i luften' - og falder! Pludselig er alt forandret...
___

Øjeblikket, hvor vejret trækkes ind. Lungerne puster sig op. Spændingen stiger. Læberne skilles. Luften blæses ud med al kraft. Rammer de små guldflager, som befippet fyger gennem luften. Nogle er over alle bjerge. Nogle klamrer sig med elektricitetens kraft fast i håndfladen. Andre igen hvirvler rundt i luften, før de igen forvirret finder fodfæste på en overflade. Dét nu, der var, er pludselig væk. Kaosset har lagt sig. Øjeblikket er væk.

Øjeblikket, hvor fødderne stopper forstenet. Fuldstændig stilhed. Sneen lyd-isolerer og skaber et altomsluttende rum. Tyst falder fnug. På én gang intenst om kap. På samme tid med en velovervejet ro. En gynge hænger i et gammelt træ. Efterladt. Overladt. Rokker i takt med vindens brise. Kuldens intensitet fornemmes, og foden løftes til fortsættelse. Øjeblikket er væk.

Øjeblikket, hvor de sidste stråler står i ryggen. Varmen bor fortsat i kroppen. Ansigtet brænder let. Saltvandet glinser i håret. Trætheden mærkes, og turen går snart hjem. De tunge ben kæmper mod sandets massefylde, og de knitrende sandkorn klæber til den varme hud. Kropsvægten dumper ned på en bar plet og forsigtigt børster fødderne hinanden rene for sand. Bildørene smækkes, og solcreme og våde håndklæder køres hjem. Nuet efterlades på stranden. Øjeblikket er væk.

Øjeblikket, hvor tankerne ryddes til side og sindet får fred. Hver en lille muskel giver slip. Gør sig tunge; løfter ikke længere sin egen vægt. Underlaget mærkes. Tæppet bliver tungt, og favner beskyttende kroppens sårbarhed. Varmen breder sig. Stilheden omslutter og øjnene overgiver sig. Det nu, hvor det vågne og vagtsomme overtages af søvnens sårbarhed. Overgangens nu. Søvnen indtræffer. Øjeblikket er væk.

Øjeblikket, hvor penslen får en pause på tværs af spandens åbning. Resterne af den våde maling hænger i de stride hår. Langsomt overgiver den sig til tyngdekraften og løber på langs. Den hænger i spidsen. Holder fast med det yderste af neglene. Får et puf i ryggen af dråben bag ved og lader sig falde ud over kanten. Kaster sig ud i nuets intethed. Usikkerhedens nu. Øjeblikket er væk. 

Øjeblikket, hvor skyerne samler sig i grålige nuancers dunkelhed. Kollektivt sætter de sig for at give slip. Dråbe efter dråbe presses ud i frit fald. Tungt slynges de ned. Bryder vandets ellers ubrudte flade. Ringe, som ryster vandets stille nu. Én efter én rammer de. Kaos overtager. Øjeblikket er væk.