Forbilleder

Jeg falder engang imellem i staver i taknemmelighed over, hvordan jeg gennem mit liv har været velsignet med mennesker, jeg har set op til.

Jeg husker min klasselærer i 1. klasse, som jeg altid fik lov at sidde på skødet af , når vi havde 'fortælletime' med panda-bamsen, der på skift var med os hjemme på weekend. Jeg følte mig så tryg; han var virkelig en 'super-mand' for mig. Min moster, som især i mine tidlige teenageår var min faste støtte og livline, når det hele brændte på. Den ro, det gav, at trykke hendes nummer på telefonen og vide, at der i den anden ende af røret var lyttende ører og støttende ord. En leder i frivilligt arbejde, som jeg arbejdede sammen med i 4-5 år i mine start-tyvere, som var en fantastisk sparringspartner, og som med respekt og tydelig ledelse virkelig har lært mig meget. Jeg kunne nævne mange mange flere...

Men forbilleder hører ikke kun barndommen og ungdomstiden til, hvor man tydeligt har brug for at lære. Jeg tror, det er enormt afgørende, at blive ved med at have forbilleder livet igennem. At tage ved lære. Se hen til. Se op til. Blive ledt af. For-billeder. Ikke perfekte mennesker. Men mennesker, som på konkrete områder kan lede os på vej.

Jo ældre jeg bliver, jo mere tænker jeg også over, at jeg gerne vil leve mit liv, så andre ikke bliver ledt vild af at følge efter mig. Det skal ikke lyde hverken selvfedt eller højrøvet. Jeg tror bare, at man, så snart man interagerer med andre, påvirker. Med dét følger der et ansvar. Især når man i en eller anden sammenhæng har lederansvar. Det være sig i arbejdslivet, i frivilligt arbejde, i diverse relationer eller i forældre-rollen.

Ingen har godt af at gå forrest - alle bør have mennesker, de kan se hen til! Netop fordi det ikke handler om perfekte og komplette mennesker, så kan dén, man ser op til og lærer af, jo også lære af én selv. Bare på et andet område.

Min lille nevø, som er 9 måneder, studerer, kopierer og udforsker alt, hvad han kan komme af sted med. I weekenden blev jeg så rørt over den måde hvorpå han studerede min far (hans morfar). Han kiggede - og han så øjne svømmende over af kærlighed! Gid, det er sådanne forbilleder, vi alle må blive mødt af... Er det ikke netop i kærligheden, vi opbygger fundamentet for at vokse til mere hele mennesker? Så vi selv kan blive forbilleder - bare ved at være os selv?!