Jeg har i dag sagt farvel til min yngste lillesøster, Catrine. Hun er fløjet til USA for at mødes med en god ven, som hun - hvis alt falder på plads - tager til Libanon sammen med, inden for den næste måneds tid. Hun har et stort ønske om at hjælpe syriske flygtninge der, og hvor er jeg bare stolt af, at det for hende ikke bare bliver ved snakken og de gode intentioner - men at hun rent faktisk GØR noget! Hun ønsker virkelig at gøre en forskel, og hun ønsker, at hendes liv stemmer overens med hendes holdninger og værdier! Jeg har kæmpe respekt!
Samtidig kan jeg jo ikke sige mig fri for også at være ængstelig, bekymret og for at synes, at det er vildt hårdt (endnu engang) at skulle sige farvel til hende. Jeg har virkelig nydt at have hende 'hjemme' i Danmark det seneste halve år, og jeg kommer til at savne hende utrolig meget.
Men i tankerne er jeg hos hende, og hun er hos mig. Og heldigvis er kommunikation på tværs af verden ikke længere noget problem. Men det ér ikke helt det samme... At se hendes flagrende røde hår, blive krammet i hendes intense favn og passe list på hende i mine arme. At høre hendes tanker om livet, troen, tilliden, teori, praksis og konsekvens - face to face. At se ind i hendes øjne, når hun deler ud af den passion, der er hendes. At mærke hende helt tæt på. Og bare være i hendes nærvær med alt det, hun bidrager med og deler. Dét kommer jeg til at savne helt vildt! Og jeg savner det allerede (skriver jeg uden helt at kunne se skærmen for de tårer, der igen og igen gør blikket sløret. Åh, så forbistret det er at elske så højt. Men hvor er det dog også uendelig dyrebart!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar