Tak!

I tider, hvor der er pres på, som der er for os nu, bliver det virkelig tydeligt, hvor dyrebart det er at have et godt netværk. Medlevende og omsorgsfulde familie og venner. Og faktisk er det mest rørende, når mennesker, der står os nær, bare er her. Når vi oplever, at de 'slår sig ned' ved vores side. Lytter - og bliver ved med det! Måske hjælper med praktiske gøremål, som lige nu kan føles uoverskuelige for os, men mere skal der heller ikke til. Ingen indviklede og gennemtænkte løsninger; for det findes ikke. Bare det at turde være tilstede, når det hele ikke er så blankpoleret og velsmurt. 

Jeg kan selv synes, det er en kæmpe udfordring, når jeg sidder på den 'anden side' - at tro på, at min tilstedeværelse er 'nok'. Men hvor bliver det bare tydeligt, at dét lige præcis er tilpas, når man nu selv sidder i saksen. For det fantastiske er jo, at livet GÅR videre, og tingene VIL vende igen. Måske ikke af sig selv, men ved at de involverede med bittesmå skridt rykker sig videre... Og lige præcis derfor er det heller ikke farligt som udenforstående ikke at kunne afhjælpe en krise. Tiden er en afgørende faktor. Så det handler virkelig mest af alt bare om at turde blive! Når det går op og ned og op igen. Til blæsten har lagt sig.