Min yngste lillesøster satte sig meget tidligt i morges på en flyvemaskine og drog mod Cape Town. Et halvt år går der, før vi ser hende igen. Hendes vindende væsen, hendes insisterende holdninger, hendes kæmpen for retfærdighed, hendes varmende omsorg, knastørre humor, ideologiske tilgange og hendes smukke gyldent røde hår. Jeg savner hende allerede helt vildt! Men jeg under hende selvfølgelig eventyr - måske bare mest, når vi taler på et teoretisk plan; ikke helt lige så meget, når som nu, hvor savnet står som tårer, der løber over bredderne i øjenkrogene, og klumpen i halsen føles, som den kunne eksplodere hvert øjeblik, det skulle være.
Gid, mennesker må være gode ved hende. Gid, hun ikke må ændre sig grundlæggende, men bare blive en endnu mere afklaret udgave af sig selv. Et halvt år føles som en evighed, men jeg ved jo godt, at et halvt år består af dage, som er hverdage og dagligdags-trummerum, hvor savnet ikke altid står øverst på dagsordenen. Det ændrer dog bare ikke på, at jeg ville ønske, at hendes eventyr var lidt mindre langt væk. Du ved, så hun bare lige kunne stikke hovedet ind og sige hej?!
Men jeg ved det - det er en velsignelse at savne, så det mærkes i hjertet. For det er der kærligheden sidder. Og det værker lidt særligt i dag; mit følsomme hjerte!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar