Her til og ikke længere!

Altid har det været en udfordring for mig, det der med at sætte grænser. At lade den mere eller mindre tydelige mavefornemmelse få noget at skulle have sagt. Når der bliver spurgt med bedende øjne og alvor i stemmen, og der langt indefra lyder et forsigtigt nej, - og jeg så alligevel hører min mund sige 'Ja'. Folk kan så meget bedre lide én, når man siger ja! Vil du hjælpe? Vil du gøre? Vil du give? Vil du være? Og 'ja', 'ja', 'ja' - jeg VIL gerne! Men 'vil' skal mest forstås som et: 'Ja, jeg kan se den meningsfulde idé.' 'Ja, jeg synes det er et rigtig godt formål.' 'Ja, hvis jeg havde lidt mere tid og lidt flere ressourcer, så ville jeg rigtig gerne.' Men når alt i én reagerer, er der kun ét rigtigt svar: NEJ!

Ikke fordi viljen ikke er der. Men fordi at min vigtigste opgave i livet er, først og fremmest at sørge for mig selv! Først hvis jeg selv er 'sikret', kan jeg være, gøre og give.

Forestil dig, at du sidder på et fly. Kun dig og en flok børn. Flyet kommer i uføre, og I skal tage ilt-masker på. Hvad gør du? De skræmte børn omkring dig er paralyserede og fuldstændig afhængige af din hjælp. Men du sørger selvfølgelig for selv at tage iltmasken på først. En egoistisk handling? Nej! Den mest ansvarlige handling - for børnene har brug for dig! Ikke kun til at få ilt, men også bagefter. hvis du ikke først og fremmest sørger for dig selv, hvad hjælp kan du så være for andre? Hvis du selv dør - så dør dem og det, du har ansvaret for, også.

Karikeret, måske. Men jeg forsøger at holde fokus på billedet, når mit perspektiv flyver væk fra min egen overlevelse og trivsel og i stedet får travlt med at redde andet og andre. Ikke fordi vi ikke har et ansvar for at give, gøre og være en masse, og det er der også masser af plads, tid og rum til, hvis man først og fremmest grundlæggende passer på sig selv og nogle gange siger: Her til og ikke længere!!