Jeg lukker øjnene. Mærker den blafrende vind på mine kinder. Mit hår, der legende slår først til den ene så til den anden side. Piskende med en kraft, der får det til at klæbe fast til mit ansigt. Jeg lader det være. Solen bager ind gennem vinduet, så jeg nyder at overgive mig til vindens insisterende leg. Jeg sidder i bilen. På passagersædet, ved siden af ham, jeg elsker. Han kører bilen med en lethed. Ud i verden. Ad små veje. Følger de små sving. Den bakkede asfalt, der fører os gennem småbyer proppet til bristepunktet med idyl. Skæve, skrevne skilte, der tilbyder os søde jordbær og nyopgravede kartofler. Bindingsværkshuse og stokroser i hobetal. Søvnige samfund, der hilser os velkommen med byskilte, som vi ser i skyndingen, før vi er kørt ud af byerne igen.
Himmelen strækker sig så langt øjet rækker. Har demonstrativt skubbet enhver sky væk fra sit domæne. Solen står højt. Som en ildkugle tiltrækker den øjnenes opmærksomhed, mens den, med det samme, når man viger den et blik, slår én tilbage. Alt for skarp til at ofre den mere end splitsekunds dvælen. Jeg sætter mig tilbage i sædet. Lader luften fylde mine lunger. Tager verden ind. Sanserne står som på stilke - klar til alt, der måtte komme. Min hånd berøres flygtigt af de solbrune fingre, som ellers ligger på rattet. Et lille klem. Jeg fyldes af taknemmelighed over, at livet leves lige her - og jeg er ikke alene. Jeg overvældes. Taknemmeligt. På en lille køretur på smukke Vestsjælland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar