Lykkelighed

Det har været en helt vild dag i dag. Kulminationen på al min eksamenslæsning - dagen jeg havde frygtet og samtidig set hen til, fordi jeg virkelig trængte til at få den overstået. Jeg var nervøs. Helt vildt. Havde slet ingen fornemmelse af, hvor jeg 'lå' henne karaktermæssigt, men håbede mest af alt bare, at oplevelsen ville blive god.

Efter printer-problemer, hæsblæsende afgang hjemmefra i sidste øjeblik, busforsinkelser og glemte vanter i bussen, ja, så havde jeg nok ubevidst forberedt mig selv på, at eksamen ville blive endnu et element i rækken af dårlige ting, dagen skulle føre med sig. Men da jeg først kom ind, skete det overraskende, at jeg begyndte at slappe af. Jeg KUNNE jo rent faktisk mine ting. Jeg MAGTEDE at udlægge og reflektere over begreberne. Jeg FORMÅEDE faktisk at gribe de nye 'bolde', lærer og censor smed op i luften, og jeg LYKKEDES med at forholde mig kritisk til teorierne og udlægge mine tanker om nye teorier på området.

Nu er jeg ikke typen, der møder verden med det største selvværd, og janteloven råber mig derfor også ind i hovedet, at det er voldsomt upassende at dele følgende. Men det vil jeg faktisk tillade mig at være bedøvende ligeglad med. Så, here goes:

Voteringen gik hurtigt. De gav et stort 12-tal. Jeg blev meget overrasket, hvilket censor reagerede på ved at sige: Hvis du på nogen måde er overrasket over, at dit projekt er på ekstremt højt niveau. Hvis det på nogen måde kommer bag på dig, at din præstation til eksamen var bemærkelsesværdig god. Så skal du simpelthen have sprøjtet noget testosteron ind i kroppen og ud og tanke noget selvtillid. Du har SÅ meget at bidrage med. Du har SÅ meget power. Og du har et kæmpe potentiale! Og så anerkendte de mine tanker om manglen på brugbar teori på området for politisk kommunikation og opfordrede mig til at forske videre i netop det. Jeg var fuldstændig blæst bag over...

Efter eksamen skulle jeg mødes med to af mine søstre og min nevø, hvor vi havde aftalt at hygge med pizza og afslapnings-forkælelses-hygge, og det har bare været så skønt! Det er stadigvæk ikke helt gået op for mig, at det er overstået, og at det er gået så godt. Det er kulminationen på en rigtig lang periode med stort pres, og jeg har ind imellem tvivlet så meget på mine egne evner, at jeg har overvejet, om jeg var i gang med den rigtige uddannelse.

Men nu er jeg her. En milepæl er nået. Første semester på kandidaten er overstået, og jeg er i dén grad klar til at kaste mig ud i næste semesters udfordringer. Jeg skal nok få mine nedture, min tvivl og mine kriser. Men mit 12-tal kan ingen tage fra mig, og vigtigere end karakteren er den oplevelse, jeg nu har i rygsækken: Jeg kan! Og min største udfordring er at tro på det - og fastholde det. Også når næste bump på vejen kommer.

Lige nu vil jeg bare svælge lidt i følelsen af lykkelighed...