Sine egne veje

Den barnlige tilgang til livet. Nysgerrig -> af sted! Den umiddelbare intuition bestemmer retningen, og så gælder det for de ansvarlige voksne om at følge med, passe på og sætte grænser. Det er ikke barnets egen tanke at stoppe op.

Som voksen er det så meget anderledes. Intuitionen og følelsen af 'rigtigt' og 'forkert' kan så let påvirkes, og til tider ødelægges, af refleksioner om andres tanker om én, af bekymringer, af jantelov og manglende tiltro til sin egen vurdering. Ja, af begrænsninger, som i værste fald kan føre til handlingslammelse, fordi det er for 'farligt' at handle på den umiddelbare følelse. Tænk, hvis vi gjorde noget forkert?!

Jeg synes, det er udfordrende at balancere i livet. At vælge, kæmpe og gå efter det, som mavefornemmelsen er bedst i forhold til. Uden skelen til udenforståendes vurdering, som ofte er foretaget på et mangelfuldt grundlag. Jeg taler bestemt ikke imod hverken at få hjælp eller sparring fra mennesker, som kender én. Men jeg må sige, at I mit liv giver jeg ofte alt for nemt mennesker, der ikke kender mig og min situation indgående, 'magt' til at påvirke hvilken vej, jeg går. Ganske enkelt fordi jeg fornemmer deres forventninger og til tider endda fordømmelse - og ikke kan lade være med at lade dem påvirke mine valg.

Tilbage til mavefornemmelsen og intuitionen, og valgene som træffes på baggrund af virkelig indsigt. At lære af barnets mod på livet og flair for retning - og så krydre det med de grænser, man som voksen selv formår at sætte. Jeg skal til at øve mig; at lytte mere til mig selv og mindre til dem i periferien af mit liv, som jeg egentlig ikke helt kan forsvare, hvorfor skulle have lov at bestemme over mig!