Døden og livet

I går opdaterede Facebook mig om en barndomsven, der netop meget pludseligt har mistet sin mor. Det et anden gang inden for kort tid, at en bekendt mister en forælder, og det gør mig virkelig ondt! Selvom jeg selvfølgelig ved, at døden er en del af livet, så har jeg bare slet slet ikke stiftet fred med det...

Jeg frygter at dø, men endnu mere frygter jeg at miste et 'kerne-menneske' i mit liv! Jeg prøver at skubbe tanken væk, for det er uhåndterligt for mig at forestille mig det! (og det vil heller ikke hjælpe mig noget hverken nu eller senere).

Jeg håber, at jeg får styrke til at komme igennem smerten, når (om forhåbentlig længe) det uundgåelige sker, og døden bliver en del af MIT liv! Indtil da må hver dag indtages med taknemmelighed over , den gave, det er at leve!

Æret være mindet om de mennesker, der på hver deres måde stod os nær i livet, og som ikke er mere!