Kalenderen bladrer højlydt sine sider. Rives af i lind strøm. Tiden går. Jeg stirrer ud i intetheden. Den nye begyndelse indtraf ikke. Miraklet, jeg heller ikke oprigtigt troede på ville ske, bekræftede min formodning ved at holde sig på behørig afstand. Tomt! Jeg er ikke det mindste skuffet. Det gik som forventet; fordelen ved ikke at håbe! Er der mon en proportionel sammenhæng mellem ens forventninger til livet og ens udbytte? I så fald går jeg glip af meget! Men skuffet bliver jeg sjældent. Dén fornøjelse skal det korte strå ikke også have, når det igen bliver trukket. Håbet er pakket væk - uden for rækkevidde.
Men måske er dét alligevel ikke hele sandheden om håbet. Stikket i hjertet vidner i hvert fald om noget andet. Når svaret endnu engang er negativt. Når dørene igen smækkes. Når resultaterne, diagnoserne og virkeligheden atter falder ud til den side, som ikke er til min fordel; min reaktion er ikke neutral!
Jo, de små spirer af håb bliver slået ned - revet op med rode. Men altså: De må jo være der, siden de igen og igen kan rives op! Der må være grundlagt et håb dybt i mig! Selv jeg, som ikke længere er i kontakt med håbet om ændring og bedring, bærer håb! Ikke ved en beslutning eller ved aktivt at have sået et håb med fast besluttet hånd. Det må være overlevelseskraften! Livskraften! Den kraft, som jeg ikke selv er herre over! Selv da, hvor jeg beslutter at give op, holdes jeg oppe af en livskraft, som ikke kommer fra mig selv. Det takker jeg for. Også på de dage, hvor livet ikke opleves som en gave, jeg orker at tage imod!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar