Sider

tirsdag den 4. juni 2013

Mavepuster

Sent i går efter en dejlig fødselsdagsfejring af min mand, modtog jeg en mail fra eksamenskontoret på Universitetet om, at de har rykket min afsluttende eksamen fra på torsdag (om to dage) til på mandag d. 10. Nu kunne man måske tænke, at det ikke var så ringe endda. At få fire ekstra dage til forberedelse...

Men her står jeg. Har disponeret min energi, mit overskud, min nervøsitet, min spænding, min lange lange proces, mine kræfter og min tid, så jeg præcis var klar til at toppe torsdag d. 6. juni. Det er jo dét tidspunkt, jeg for over en måned (!!) fik oplyst. Mine forældre har meldt deres ankomst helt fra Sjælland. Fejringen var planlagt. Søskende, svigerfamilie og venner har heppet og talt dage ned sammen med mig. Min mand har  - langt ud over enhver rimelig grænse - været tålmodig, hjælpsom og støttende, og sammen har vi hver dag talt om: Én dag tættere på målet!

Og her er jeg så nu dagen efter... Klokken er 10, og jeg ligger fortsat i min seng med nattøj på. Uden den mindste lyst til at stå op. Alle de stramme planer, jeg, så sent som i går eftermiddags, opdaterede, er langt overskredne. Hvorfor skynde mig? Motivationen og energien er hevet ud af mig. Hvorfor kæmpe imod?

Jeg har skrevet tilbage til eksamenskontoret, at det passer mig meget dårligt at skulle udskyde forsvaret til efter weekenden. Nu venter jeg på svar... Jeg tror ikke, det gør nogen forskel overhovedet, hvad der passer mig. Men jeg modstod dog fristelsen til at hælde lort i hovedet på dem. Jeg ved jo godt, at eksamensplaner er et kæmpe puslespil at få til at gå op.

Det er bare det, at når jeg tænker på min vanvittigt lange process, så synes jeg faktisk, at jeg hár nedkæmpet den mængde dårlige odds, der burde være min andel. Det føles som bægeret, der får dråben til at dryppe lige ned i knolden på mig!

Spørgsmålet er så bare, hvad jeg gør nu. Svinger benet op på den skide hest, der jævnligt smider mig af, eller bliver liggende i nattøj og giver op?



billedet er lånt her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar