Afsked

Så skulle det klares igen: siges farvel til min mand. Heldigvis bare for en uge, men alligevel. Jeg er egentlig ikke ked af at være alene. Jeg kan faktisk decideret nyde bare at være mig selv. Men afskeden - det bliver aldrig noget for mig. Ligegyldig hvor rationel og fornuftig jeg kan være, så bløder mit hjerte og mine øjne løber over med store tårer, når det sidste kys rammer læberne, og den sidste øjenkontakt gives for nu. At se bilen køre om hjørnet. Jeg er helt ødelagt... Heldigvis et udtryk for dyb kærlighed. Så nu lige dele nyder jeg og længes. Og føler mig meget velsignet over at have et menneske i mit liv, som jeg kan elske så højt, at det er alle alle tårer værd!