For fire år siden var det tirsdag - og det blev en helt særlig dag.
Min kæreste var så mærkeligt ved siden af sig selv. Tog mig i hånden og af alle steder førte han mig ud i brændeskuret. Stearinlysene blafrede i mørket. Brændestablerne var beklædt med små sedler med ord til mig. Han kiggede mig insisterende ind i øjnene, gav mig roser i alle regnbuens farver og gik på knæ og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham!
Overvældet og lykkelig sagde jeg 'Ja!'Jeg gav så mange kys - fik så mange kys igen. Glæden boblede over...
Nu er der gået fire år. Klichéfyldt nok, elsker jeg mere og mere for hver dag. Kærligheden folder sig hele tiden mere ud. Minder
er fantastiske, og dagen i dag er noget særligt! Da jeg blev spurgt i
brændeskuret, ændrede noget sig for altid. Et 'jeg', et 'dig og mig', blev for altid til et 'vi' og et 'os'.
På min ringfinger bærer jeg et evighedssymbol med et navn graveret ind. Hans navn. Han bærer mit navn med sig. Vi er forbundet af det 'ja'. Skelsættende og ultimativt. Derfor er dagen så meget mere end bare en dag i marts...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar