Sider

tirsdag den 11. marts 2014

Medaljer

Medaljer er ren 'mormor-stil', men slet ikke så dum en kage, hvis man er til creme, flødeskum og den slags. Smagsmæssigt kan de udformes nøjagtig efter, hvad man kan lide, og de er enkle at få til at ligne små kunstværker. Ren forkælelse.

Jeg har anvendt en kombination af flere forskellige opskrifter, som sammen med fremgangsmåden kan ses her under. God fornøjelse!

Medaljer ca. 10 stk.

Mørdej (opskriften fundet her)
300 g. mel
100 g. flormelis
150 g. bagemargarine
1 æg

Smuldr margarinen i mel og flormelis
Tilsæt ægget og saml dejen
Læg dejen på køl en halv times tid
Rul den kolde dej ud (ca. 5 mm. tykkelse)
Udstik 20 cirkler á ca. 7 cm. diameter
Bag cirklerne i 8-10 min. på 185 grader
Afkøl kagerne 

Vaniljecreme (opskriften fundet her)
2 æg
30 g. maizena
1 tsk. vanilje
1/2 l mælk
75 g. sukker
1 dl. fløde

Pisk æg og maizena sammen uden varme
Tilsæt sukker, vanilje og mælk kog det op under omrøring
Hæld cremen på en tallerken, drys sukker på overfladen for at undgå skind og sæt på køl
Pisk fløden og vend den i den afkølede creme

Øvrige ingredienser
4 dl. fløde - piskes til flødeskum
100 g. flormelis - røres til glasur med lidt vand
100 g. jordbærmarmelade
Pynt - her brugt chokoladekrymmel og ananaskirsebær

Fordel et tyndt lag glasur på halvdelen af cirklerne (toppene)
Pynt evt. med chokoladekrymmel, mens glasuren er våd
Sprøjt to ringe flødeskum med en stor stjernetylle på hver af de øvrige cirkler (bundene)
Læg en teskefuld marmelade i hullet i midten af flødeskummet
Læg en teskefuld vaniljecreme oven på marmeladen
Sprøjt en fløderoset på den stivnede glasur
Pynt evt. rosetten med skåret frugt eller lignende

Pres forsigtigt toppene på bundene - og server!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar