Det er det, den er i øjeblikket: Halv-vissen og forsømt. Fordi hverdagen stjal energien, og efterfølgende også de kræfter, der var budgetteret med skulle til for at vinde den tilbage med det snuptag, jeg troede skulle til. Et langt, sejt semester på drømmestudiet blev gennemlevet, overlevet og jo faktisk også besejret ganske eftertrykkeligt, og den frihed, som jeg så inderligt havde længtes efter helt siden sidste sommer, er jeg nu midt i. Så enkelt er det åbenbart ikke for hverken krop eller hoved at indstille sig på nye tider. Friheden er lige her i mine hænder, men det er svært at gribe den rigtigt. Jeg stresser mig selv lidt ved ikke at nyde det ordentligt. Ved hele tiden at lægge vilde planer og starte nye projekter. Ved at skynde mig, mærke adrenalinens susen og konstant lade mig styre af lange lister, der vil bestemme over min tid. Sikkert fordi, det er sådan livet har været i efterhånden rigtig lang tid.
Jeg trænger til ro! At ligge på græsset med øjnene rettet mod himmelen. Bare kigge. Bare være. Uden krav, forventninger, mål, retning og mening. Det kræver øvelse - meget endda, for hvis jeg ikke meget aktivt sætter mig på mine hænder, så er jeg tilbage i tankerne, der med 120 km/timen kredser om alt det, der kunne arrangeres, produceres, gøres, ordnes og klares. Der er måske en tid til at skynde sig, men lige nu er tiden ikke til det. Den er til at blive liggende, indtil jeg ikke gider ligge mere.
Og så er tiden også til, at lade fingrene danse af sted på tastaturet og lade ord og tanker om livet, som er, flyde ud i intetheden her på bloggen. Det gør mig godt at vande og værne lidt om bloggen - for i virkeligheden er det jo omsorg til mig selv. Til mit liv, som ér!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar