Sommer er ferietid, men det er altså også arbejdstid og dermed afskedstid. I hvert fald her hjemme. I disse uger er min mand på Danmarks-turné med sit arbejde (ikke på den rock'n roll-agtige måde, tværtimod: taler, salg og snak!). Det er vældig meningsfuldt, og han trives fint i det, men der er lige det der med afsked.
I går kl. 18.30 var det tid igen. Jeg knuger mig ind til ham. Mærker hans varme arme holde mig fast til ham. Hans hjerte, der slår så lydløst og samtidig så altoverdøvende. Hans duft. Hans vejrtrækning. Hans ord i mine ører. Og så er det slut. Han slipper. Kysser mig farvel. Bilen bakker ud af indkørslen, og endnu et 'farvel' er sagt.
Så sidder jeg her. Kan sagtens nyde friheden, stilheden, enetiden og mulighederne. Er slet ikke ked af tid med mig selv. Men det er langt fra det samme, som at jeg nyder, at Lasse ikke er her. Jeg kan lide at vælge alene-tid til, men når Lasse er på farten, er det en tvungen alene-tid, der kun eksisterer i kraft af hans farvel.
Det er helt okay, og jeg hygger mig med en god blanding af praktiske gøremål og kreative sysler. Jeg nyder det. Og så husker jeg på, hvor stor en glæde, savnet og længslen også er. Fordi kærligheden er stor, er savnet det automatisk også. Så jeg glæder mig bare til, han igen kommer hjem. Velvidende, at der kun går få dage igen, før det atter hedder farvel...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar