Sider

torsdag den 17. juli 2014

Tilværelsens pudsighed

Jeg har drømt om et sofabord længe. Et helt særligt bord... Trekantet, teaktræ, meget gerne med patina, historie og sjæl. Efter at have brugt timevis på Den blå avis, Gul og gratis, private loppe-sider og netauktioner. I genbrugsforretninger og i antikforretninger. Så gav jeg op! Fordi alt teaktræ var støvsuget fra forretningerne. Fordi det ikke var helt rigtigt, eller fordi det prismæssigt ikke var til at komme i nærheden af. I weekenden droppede vi derfor den hidtidige plan og købte i stedet et laminat-bord i IKEA! Drømmen, jeg havde i mit hoved fandtes nok ikke, så næst-bedst måtte være fint nok, og vi har nu et bord, der er praktisk, passer godt til stuen, og er i den stil vi kan lide det. Det eneste minus er laminat-overfladen og den manglende 'sjæl'. Men mon ikke det går...

Mandag ved middagstid landede jeg så hos min moster i Hjørring, i hendes sjælfulde hus med de mange skønne detaljer. Og hvad er det første mine øjne ser: dét bord, jeg har ledt efter! Det er måske lige til den høje side, men hvis jeg havde set det bord til salg, havde jeg købt det med det samme! Min fætter var såmænd faldet over det i en genbrugsforretning for et par måneder siden, da han var på udkig efter nogle andre ting, og han havde så ringet til min moster, som sagde, at han da kunne tage det med, hvis det var til at betale. Og det var det!! En slik, fik han det for.

Så nu kan jeg besøge mit drømme-bord i det nordjyske, mens jeg til hverdag vil nyde vores laminat-bord, som er meget nemt at holde. Men hvor er tilværelsen da ind imellem pudsig...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar