Og mit cruch på Laurits er ikke nedadgående. Mit hjerte brister næsten, når han med glimt i øjnene kommer løbende mod mig med åbne arme. Jeg er rørt, taknemmelig og grund-glad! Og så bliver det bare ikke bedre, når han tager sin mor med, som ud over at være min søster også er én af de næreste jeg har! Fyldt af taknemmelighed, det er jeg virkelig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar