Diabetes er din egen skyld!

I går faldt jeg over en artikel på www.tv2.dk, som handler om en herskende fordom; at diabetes er ens egen skyld. Jeg har altid vidst en del om diabetes pga. nogle i min omgangskreds med sygdommen, men jeg har ikke, før i efteråret, haft en detaljeret viden om det. Jeg var en tur hos optikeren og blev opfordret til at få tjekket mit blodsukker. Mit syn var kun på 70%, hvilket kunne være et tegn på for højt blodsukker. Efter en masse tests og undersøgelser fik jeg ganske rigtigt dommen: Du har diabetes.

Jeg har siden gået stille med dørene og kun i begrænset omfang fortalt andre om diagnosen. Ikke fordi jeg ikke har villet være åben, men fordi jeg har været bange for folks reaktioner. For ja, jeg ér overvægtig, jeg burde tabe mig, og jeg burde dyrke endnu mere motion, end jeg gør. Jeg har været flov, har banket mig selv i hovedet og må indrømme, at jeg selv har delt de fordomme, som (ifølge artiklen) hersker: Diabetes er din egen skyld!

Lægen formåede dog at nuancere det billede lidt... Min genetiske sammensætning giver mig som udgangspunkt en risiko på 90% for at få diabetes. Det betyder i praksis, at det kun har været et spørgsmål om tid, før jeg blev ramt. Og som lægen sagde: 'Om du så levede fuldstændig perfekt ift. kost og motion, er der kun meget lille chance for, at du ville have undgået sygdommen. Se det i stedet som en mulighed for - ved hjælp af medicin - at få dit blodsukker stabiliseret, så du kan få det bedre.'

Nogle dage bruger jeg fortsat alt for meget krudt på at være sur på mig selv. Og jeg hár svært ved at snakke om sygdommen. Igen; ikke fordi jeg ikke ønsker åbenhed, men fordi jeg ikke orker fordommene, der er malet i øjnene på folk, der hører om min sygdom. 31 år og diabetes. Taber!

Artiklen fra www.tv2.dk sætter fine ord på dilemmaet. For ja, de fleste diabetespatienter er overvægtige. De er ikke aktive nok. osv. osv. Dét kan der gøres noget ved, og selvfølgelig skal der så det! Men det er kun én del af forklaringen. Der findes en masse mennesker, der er langt mere overvægtige, inaktive og usunde end mig, som IKKE har diabetes. Jeg knokler på crosstraineren og i køkkenet med at få tingene til at nå sammen, så kom ikke her og sig, at diabetes uddeles efter 'fortjeneste' eller mangel på samme.

Først og fremmest er jeg menneske. Og endda sådan en slags menneske, som slider for at gøre, alt hvad jeg kan! Ikke hverken noget imponerende eller noget perfekt, men mit aller bedste, det gør jeg. Læs artiklen her. Den har sat tanker i gang selv hos mig, som bedre end nogen anden burde vide, at diabetes ikke handler om dårlige mennesker. Det handler først og fremmest om en behandlingskrævende sygdom! Gid dén viden ville skræmme fordommene væk...

Gift ved første blik

Det er onsdag aften. Klokken er passeret 21.15, og jeg har rastløst afventende lagt dagens læsning til side. Lige nu kører afsnit 2 af DR-programmet 'Gift ved første blik' over skærmen, men da jeg så dét afsnit som forpremiere i weekenden, håber jeg, at næste uges program snart bliver frigivet. Jeg opdaterer programsiden for fjerde gang - stadig ingen forpremiere...

Men hvad er det lige, der sker for mig? Hvorfor er dét pludselig så vigtigt? Reality og datingshows er ikke min kop the, men det her er på en eller anden måde anderledes. Seks singler er (efter mange og lange tests, samtaler og analyser) blevet sat sammen to og to af eksperter, som på papiret har lavet perfekte match. Match, som i teorien vil fungere. Twistet er så, at de ser hinanden første gang ved 'kommune-alteret' og skal sige ja. Programmet lukker os så ind i afsløringen af, hvorvidt det arrangerede ægteskab i form og koncept i praksis er holdbar matchmaking.

Så langt, så godt. Det videnskabelige fundament. Det gode cast. De virkelige mennesker, som man (jeg, i hvert fald) er kommet til at håbe for, at dét her må være vejen til lykken. Håber på en voksende gnist parrene imellem. Håber på den romantiske forestilling om, at rammen godt nok er videnskabelig og kold, men at de seks menneskers største drøm går i opfyldelse: At de finder dén, der giver livet og verden endnu usete farver! Derfor opdaterer jeg programsiden - for det er da spændende at se, hvordan det vil gå!

Håbløs romantiker. I know! Dét kan jeg leve med! Men så er det, jeg kniber mig selv i armen og husker på, at forsøget ikke stopper der. Det handler ikke kun om matchmaking og mulig romantik. Det hedder GIFT ved første blik. Det er et virkeligt ægteskab, der er setuppet! Ægteskabet, som er et af vores samfunds mest grundlæggende institutioner, to menneskers valg, en seriøs ramme, en beslutning, som er afgørende - 'til døden skiller jer ad!' Og dér kører det helt af sporet for mig...

Jeg bliver simpelthen ked af det! På flere planer. Helt overordnet er det min overbevisning, at det gør noget ved os, at den måske mest afgørende institution, vi har, bruges som et finurligt setup til et realityshow, der udfordrer rammerne. 'Går det? Eller bliver de skilt efter de fire uger, hvor programmet følger dem.' Så større værdi har et ægteskab altså ikke?! På det menneskelige plan tror jeg, det gør noget ved os, at det seriøse og vigtige gøres ligegyldigt. Helt personligt gør det mig bedrøvet. Der jongleres frit med ægteskab og skilsmisse. Hvorfor så overhovedet kæmpe for at blive sammen?

Ambivalensen står i lys lue. Jeg følger deltagerne, fordi de er ganske almindelige mennesker, der har taget denne mulighed og udfordring op. Jeg er imponeret over deres mod. Jeg kan sætte mig ind i deres frustration over ikke at have fundet deres livspartner. Jeg kan følge deres nysgerrighed, og jeg kan sætte mig ind i deres interesse for, om videnskaben kan give en hjælpende hånd til det kærligheds-spil, der lover soulmate-status og søndags-hygge i ske på sofaen. Og jeg tror også, at det at vælge hinanden på så drastisk en måde - ved den rette indstilling - kan føre noget godt med sig.  Men var det nødvendigt med ægteskab?

At DR med deres public service ansvar vælger at sætte ægteskabet i bås med emner, der skal håndteres, behandles og vendes på hovedet er vel ok. Men de går et stort skridt videre og er (tror jeg) med til at sætte en afgørende vigtig samfundsinstitution under yderligere pres, hvilket jeg er skuffet over sker for mine licenspenge.

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal efterlade deltagernes skæbne her og boycutte programmet fra nu. Det er jo dobbeltmoralsk at lægge seertal til noget, jeg er uenig i konceptet omkring. Samtidig er jeg draget mod fortællingen, deltagerne og udviklingen her fra, for jeg synes, det er godt fjernsyn! Jeg er bare ærgerlig over, at det ikke er et forhold, de er ved at afprøve, men et ægteskab - som de herfra skal udfylde med det, som normalt er udgangspunktet for et 'ja': at ville hinanden. At ville elske. Hvordan kan man love at ville gøre det altid, hvis man ikke engang gør det nu?

...og så er ikke engang nævnt hele den ambivalens, der er forbundet med at gøre underholdning ud af en konceptuel ramme (det arrangerede ægteskab), der for mennesker rundt omkring i verden, er et mareridt, der ingen vej er ud af. Hverken efter fire uger eller nogensinde!

1. Maj - jeg mangler ord...

Det er måske netop det, de mange buh'ende, piftende, vand-sprøjtende og tomat-kastende 1. Maj deltagere gjorde: manglede ord!

Lige gyldig hvad man mener om statsministeren, regeringen, reformer, regerings-indgreb, løftebrud osv., så synes jeg, opførslen overfor Helle Thorning var grænseoverskridende og for meget!

Jeg bilder mig ind, at jeg kan forestille mig afmagten og frustrationen hos de ramte, men lige meget hvor meget, jeg forsøger, så forstår jeg ikke handlemåden!

Jeg stemmer ikke rødt. Men jeg glæder mig heller ikke over regeringens modvind. Lige meget hvilken farve regeringen har, så må det vigtigste være vores land, vores folk og vores ve og vel. Men vel også Helle Thornings?!

Hvis hun ville være populær, havde hun vel valgt en anden strategi? Ingen skal bilde mig ind, at det er sjovt at stå model til dårlige meningsmålinger og tomatkast!

Der må vel være en eller anden mening med de såkaldte nødvendige beslutninger?

Gro i byen

Jeg er absolut ikke hverken øko-freak eller har grønne fingre. Jeg er lidt led ved at indrømme det, men bæredygtighed, udnyttelse af ressourcer osv. får mig nærmere til at sukke opgivende, end det får mig til at styrte ned til nærmeste hylde med økologiske madvarer og fylde ting i kurven. Jeg ved ikke, hvad det er... Måske følelsen, jeg får i maven af, at endnu en ting, jeg 'bør' gøre, som ikke lige helt lykkes. You know, pengene er små - 'plejer' er en vinder! Og så må jeg jo også bare indrømme, at det handler om prioritering! Der er helt klart ting, der står højere på min prioriteringsliste, når pengene hver måned skal bruges, end at der står Ø på varerne.

Men hvis det bæredygtige pludselig også er det billigste. Så er jeg fanget!

I går aftes så jeg et indslag i Aftenshowet om 'Gro i byen'. Et fint initiativ om kortere vej fra jord til bord. Det, der især talte til mig var de helt konkrete idéer til, hvordan man kan spare penge på grøntsager... Fx en idé til, hvordan man passer sin basilikum, så de holder lidt længere end mine (i disse pesto-tider forsøger jeg ellers at vande, passe og pleje min plante, så jeg altid har basilikum ved hånden, men altid uden held på den lange bane). Også mirakel-tips til hvidløg, forårsløg og bladselleri. Det skal prøves! For pengenes skyld! Og måske også en lille smule for de fremtidige generationers...

Hvis du er interesseret, så se indslaget fra Aftenshowet her eller læs mere om dem her på deres facebookside.

Who are we? Women!

I dag er det 8. marts = Kvindernes internationale kampdag!

Medierne (og ligestillingsministeren) går meget op i det hvert år. Jeg går meget lidt op i det hvert år. Ikke fordi jeg ikke respekterer de mange 'søstre' der gennem historien har kæmpet for, at vi kvinder skal have de samme rettigheder, som mænd. Heller ikke fordi jeg kan sige mig fri for at blive en anelse provokeret over, at der stadig findes tilfælde, hvor mænd og kvinder med sammen uddannelse, samme ansvar og arbejdsopgaver ikke får det samme i løn. Alt det er vigtigt at sætte fokus på.

Men der er en kamp, jeg brænder mere for. Det er kampen for lige VÆRD! I bund og grund er det vel dét, ligestillingskampen er udsprunget af. Ligeløn og lige ret er vel netop et udtryk for, at kvinder vil anerkendes for at have den samme værdi som mænd?

Jeg er bare træt af, at høre på, at mænd og kvinder skal være ens. Ville det samme. Have lyst til det samme. Være lige gode til alting. Kunne det samme. Osv. osv. Hvorfor ikke i stedet glæde os over, at der er områder, hvor mænd og kvinder supplerer hinanden og med god grund kan hjælpe hinanden?

Uden at håne. Uden at ydmyge sig.
Fordi forskellighed er en styrke!

Og drop så det medieskabte forsøg på at skabe en kampretorik og et offer-hysteri, fordi der absolut SKAL graves en kamp frem hvert år den 8. marts. Lad os i stedet bruge krudtet på at kigge ud over Danmarks grænser. Der er kvinder i hobetal andre steder i verden, som i solidaritetens navn kunne bruge lidt søsterlig kamp-retorik. Så et menneskes værdi ingen steder i verden afgøres af køn!

Alle har ret til et hjem!

Et RIGTIGT hjem!
Men hvad er det egentligt?

• Friske blomster i vindueskarmene?
• Duften af hjemmelavet mad?
• Fællesskab med mennesker, man kender, holder af og slapper af sammen med?
• Fødselsdagsfejring med lagkage og feststemning?
• Fodboldlandskamp?
• Klippe-klistre?
• Et sted at byde gæster ind?
• Et sted at tage på besøg fra?
• ...og glæde sig til at komme hjem til igen?
• Sommerferieture?
• Fredagshygge med slik og sodavand?
• Rundstykker og morgenkaffe lørdag formiddag?
• Søndagsudflugter?
• Bål, vandkamp og grill på terrassen?
• Madlavning, havearbejde og dagligdagspligter?
• Hygge og afslapning for sig selv eller sammen med andre?
• Sport og spil?
• Tøsehygge og mandehørm?
• Hverdag og fest?
• Glæde og sjov?
• Plads til tristhed?
• At kunne være den, man er - uanset hvordan man har det?
• Et hjem, som ramme for livet med ALT hvad det indebærer?

Er det ikke alles ret?
Også dem, der ikke selv kan skabe det?

Sådan er Elmebo
- Et RIGTIGT hjem!!

De voksne kan også blive bange....

Ingen diskussion: Overgreb på børn er fuldstændig forfærdeligt.

Men hvad er omkostningerne for afstand, manglende nærvær og konkret berøringsangst? Kan præventive foranstaltninger i forsøget på at beskytte børn få andre omkostninger, som er (om end ikke lige så store) så dog store? Og hvad med de voksne? Ødelægger det trivsel og frimodighed i arbejdet? Børnene er de vigtigste, men kan det ikke også skade dém, hvis de voksne trækker sig? De voksne kan jo også blive bange...

Og i sidste instans: Dem, der VIL forgribe sig, stopper det dem?

Billede fra BUPLs FB-side