Viser opslag med etiketten Møbler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Møbler. Vis alle opslag
lørdag den 19. juli 2014
Mosters hus
Det meste af ugen har jeg tilbragt hos min elskede moster i det nordjyske, og ud over at det var skønt at se hende og hendes familie, var det også en sand fornøjelse at se deres 'nye' lejede hus. En sand perle i præcis den 60'er stil, jeg er så vild med. Her nogle sneak peeks af detaljer fra deres hjem med sjæl, personlighed og charme.
torsdag den 17. juli 2014
Tilværelsens pudsighed
Jeg har drømt om et sofabord længe. Et helt særligt bord... Trekantet, teaktræ, meget gerne med patina, historie og sjæl. Efter at have brugt timevis på Den blå avis, Gul og gratis, private loppe-sider og netauktioner. I genbrugsforretninger og i antikforretninger. Så gav jeg op! Fordi alt teaktræ var støvsuget fra forretningerne. Fordi det ikke var helt rigtigt, eller fordi det prismæssigt ikke var til at komme i nærheden af. I weekenden droppede vi derfor den hidtidige plan og købte i stedet et laminat-bord i IKEA! Drømmen, jeg havde i mit hoved fandtes nok ikke, så næst-bedst måtte være fint nok, og vi har nu et bord, der er praktisk, passer godt til stuen, og er i den stil vi kan lide det. Det eneste minus er laminat-overfladen og den manglende 'sjæl'. Men mon ikke det går...
Mandag ved middagstid landede jeg så hos min moster i Hjørring, i hendes sjælfulde hus med de mange skønne detaljer. Og hvad er det første mine øjne ser: dét bord, jeg har ledt efter! Det er måske lige til den høje side, men hvis jeg havde set det bord til salg, havde jeg købt det med det samme! Min fætter var såmænd faldet over det i en genbrugsforretning for et par måneder siden, da han var på udkig efter nogle andre ting, og han havde så ringet til min moster, som sagde, at han da kunne tage det med, hvis det var til at betale. Og det var det!! En slik, fik han det for.
Så nu kan jeg besøge mit drømme-bord i det nordjyske, mens jeg til hverdag vil nyde vores laminat-bord, som er meget nemt at holde. Men hvor er tilværelsen da ind imellem pudsig...
mandag den 14. juli 2014
Sofabord
Vores stue har de seneste måneder været møbleret af en lidt ubestemmelig udgave af et sofabord. Det overtog pladsen efter et stort, funktionelt (men mindre kønt) sofabord, som jeg, mens jeg boede i lejlighed, hentede op fra 'storskrald' og vaskede, pudsede, malede og lakerede, og som siden tjente mig - og siden os - rigtig godt. Det blev dog presset ud, da vi fik vores nye sofa for et par måneder siden, da der simpelthen ikke var plads til det. Så indtil i dag har vi haft et lille charmerende rundt bord stående, som stod på Lasses værelse, da han stadig boede hos sine forældre for mange år siden. Det er lidt hærget og kunne godt trænge til en kærlig hånd, men det værste er, at det ikke er helt stort nok til vores behov. Så vi har været på jagt. Længe!
Men ej, hvor er det svært! Det må ikke være for højt, men heller ikke helt lavt. Det skal være nemt at holde, men ikke plastic. Det må gerne (men behøver ikke) at være træ, men det skal passe til vores teaktræsmøbler og trægulv, men skal ikke være totalt tone-i-tone. Det skal ikke være sart, og må absolut ikke være glas!! Det må gerne have 'kant', og meget gerne i 60'er stil, men helst ikke koste for meget. Alle de krav! Og det synes da også at være helt umuligt!
Tilfældigvis faldt jeg over IKEA's særkollektion 'Årgang' som er udvalgte historiske IKEA-designs, som er relanceret i et begrænset oplag. Og der var det! Eller dvs. jeg havde på fornemmelsen, at det kunne være det, og i hvert fald skulle det ses! Så efter en IKEA-tur, flytten rundt på IKEA's udstillinger, så vi kunne se bordet i et element lignende vores stue, samt en snak om plusser og minusser osv. osv., ja, så købte vi et nyt bord - og flere måneders søgen er slut! Vi har nu et bord, og det passer rigtig fint både i størrelse, farve, højde, stil, materiale, og selv prisen var overkommelig ift. alt andet, vi har kigget på. Vi skal helt sikkert nok blive rigtig gode venner!
Abonner på:
Opslag (Atom)















