Smertelige afbud

Åh, hvor er det bare frustrerende igen og igen at måtte melde afbud. Til fødselsdage, fester, små og store sammenkomster, hyggelige middage og tid med gode venner. Jeg har vildt meget lyst til at tage del, byde ind, være med, komme nyde, bidrage og gå hjem med hjertet fyldt af smil, grin og snak - og oplevelser med mennesker, jeg holder af. Jeg er social. Synes det er fedt at møde mennesker. Elsker at være, hvor tingene sker. Jeg kan bare ikke lige nu!

Det er vildt svært at sætte ord på, hvad grunden er, jeg blokerer bare fuldstændig, panikker, og alt overskud forsvinder fra mig ved tanken om at skulle ud af døren. Jeg bliver sur på mig selv, for hvor svært kan det være? Lige nu åbenbart meget svært. Jeg trænger virkelig til at bøtten vender, og at jeg igen kan tage del af det liv, som jeg elsker så højt. Indtil da må jeg blive her i min trygge hule og tillade mig selv at græde lidt over, at jeg endnu engang må melde smertelige afbud, selvom jeg så inderligt ville ønske, det ikke var sådan, det var...

Livskraft og håb

Kalenderen bladrer højlydt sine sider. Rives af i lind strøm. Tiden går. Jeg stirrer ud i intetheden. Den nye begyndelse indtraf ikke. Miraklet, jeg heller ikke oprigtigt troede på ville ske, bekræftede min formodning ved at holde sig på behørig afstand. Tomt! Jeg er ikke det mindste skuffet. Det gik som forventet; fordelen ved ikke at håbe! Er der mon en proportionel sammenhæng mellem ens forventninger til livet og ens udbytte? I så fald går jeg glip af meget! Men skuffet bliver jeg sjældent. Dén fornøjelse skal det korte strå ikke også have, når det igen bliver trukket. Håbet er pakket væk - uden for rækkevidde.

Men måske er dét alligevel ikke hele sandheden om håbet. Stikket i hjertet vidner i hvert fald om noget andet. Når svaret endnu engang er negativt. Når dørene igen smækkes. Når resultaterne, diagnoserne og virkeligheden atter falder ud til den side, som ikke er til min fordel; min reaktion er ikke neutral! 

Jo, de små spirer af håb bliver slået ned - revet op med rode. Men altså: De må jo være der, siden de igen og igen kan rives op! Der må være grundlagt et håb dybt i mig! Selv jeg, som ikke længere er i kontakt med håbet om ændring og bedring, bærer håb! Ikke ved en beslutning eller ved aktivt at have sået et håb med fast besluttet hånd. Det må være overlevelseskraften! Livskraften! Den kraft, som jeg ikke selv er herre over! Selv da, hvor jeg beslutter at give op, holdes jeg oppe af en livskraft, som ikke kommer fra mig selv. Det takker jeg for. Også på de dage, hvor livet ikke opleves som en gave, jeg orker at tage imod!

Efterårstanker

Den bedste årstid, jeg ved: efterår! Farverne tager tilløb til at springe ud i intense udgaver af sig selv. Solen indstiller radaren på 'lavthængende skarp', og luften tilegner sig en friskhed, som medfører en snert af kulde, når det trækkes helt ned i bunden af lungerne. Forårets jomfruelige friskhed blev overtaget af sommerens lunende varme og nu erstattes den snart af et fyrværkeri af farver, som optakt til vinterkuldens overtag, hvorefter det hele begynder forfra igen.

Det overrasker mig hvert år, hvor godt efteråret gør mig. Lyset, luften, duften, farverne og den nye start. Et nyt skoleår for en studerende, som mig, og jeg er nu én uge inde i alt det nye. Eller det vil sige; ikke meget har ændret sig, siden jeg gik på sommerferie, men enhver tid er jo sin egen - og ny i den optik, at den ikke er levet før. Og et nyt semester og et nyt skoleår er jo i hvert fald i én eller anden form noget 'nyt'. Præcis denne begyndelse har krævet finpudsning af mod og rygrad, fordi det seneste års erfaring sidder i mig som en bitter én af slagsen, som krævede alt for meget følen mig utilstrækkelig og alt for mange tårer. Bare tanken om en gentagelse er ubærlig.

Men det sker heller ikke; gentagelsen. Det har jeg lovet mig selv. Selvom jeg efter mange lange tankerækker og snakke med mennesker, der står mig nær, havde udtænkt en form for det nye semester, som jeg troede, ville holde, ja, så gik der ikke mere end 1 DAG, før jeg lå der igen. Blev forblændet af læringsmål, undervisningsplaner og kompetencestatistik, og kom hjem mere opgivende end før. Efter en tudetur, tilretning af tanker og peptalk fra ham, der kender mig bedst, føler jeg mig 'back on track'. I hvert fald med en plan i ærmet, som tager sin begyndelse fra på mandag. En plan, der sætter barren for det faglige input højt - men som tager afsæt i mennesket, hvor det skal puttes ind. Og det er jo altså det vigtigste. Uden implementering og reel tilegnelse, er læring jo alligevel bare tomme ord. Ligegyldig hvor smarte de så lyder.

Så den næste tid står på fuld knald på studiet - med plads til den jeg er - og med god tid til at indånde efterårets skarphed, som uden tvivl gør mig endnu mere klar på at leve den bedste udgave af det liv, der er mit!

Ligger brak!

Jeg ligger stadig brak i mit liv. Eller står brak - for jeg er dog opretstående. Ingen undervisning til mig, og tankerne om hvor meget jeg går glip af, anstrenger jeg mig ihærdigt for at skubbe væk. Det er frygtelig træls! Torsdag, fredag og weekenden gav mig ellers håb om, at det var ved at vende, og mandag lagde jeg ihærdigt ud med at skrive lister over hængepartier, forsøgte at skabe overblik og planlægge, hvordan alt forsømt (lige fra vasketøj til studietekster, besvarelse af mange mange mails til planlægning af aftaler mm.) kunne indhentes, så jeg kunne komme tilbage 'på banen'. Dagens første timer var jeg fyr og flamme, troede på projektet, knoklede med de mange gøremål. Men: bang! Så lå jeg der igen. Energien var brugt, og jeg blev så ked af det. Alt blev igen uoverskueligt, tårerne var tilbage i øjnene, og bare tanken om de mindste ting, der skulle tages stilling til var for meget. Måtte lægge mig og droppe resten af dagens planer. Jeg var knust. Over det manglende fremskridt på energi-kontoen, men måske ikke mindst over den håbløshed, der følger med, ikke at kunne arbejde, planlægge og kontrollere sig ud af problemerne. Hvad skal jeg så?

I de gode øjeblikke kan jeg se en vej: Lige nu står den på fuldstændig ro! Når kræfterne er tilbage, kan jeg ved hjælp af ihærdighed, stædighed, energi, drive og entusiasme indhente det forsømte. I mine dårlige øjeblikke tvivler jeg stærkt... Fokus må jeg holde på, at der ikke er et alternativ til ro. Der findes ikke noget 'nu må jeg også tage mig sammen og droppe at ligge brak'. Jeg tager mig alt det sammen, der er fysisk muligt for mig!

Svært med svært på

Overskuddet er meget begrænset for tiden. Jeg er kommet rigtig dårligt i gang med det nye semester - får ikke læst det, jeg gerne vil, og har ikke magtet at tage til så meget undervisning. Tankerne kører rundt i hovedet, og kroppen beder om hvile. Ro, fred og ingen krav. Pludseligt - og ofte uden varsel - mærker jeg klumpen i halsen, tårerne, der gør det svært at se ud af øjnene og oplever mig overladt til kroppens reaktion på min tilstand. Jeg har det ikke godt.

Jeg lægger planer, strukturerer, gør klar til en ny start - en mandag morgen, en blank side i kalenderen, hvor jeg kan begynde på en frisk, forfra, og prøve igen. Nu bliver det bedre. Kræfterne er bare ikke blevet flere, og de gode intentioner ender igen i skuffet opgivenhed. Det kører i ring for mig, og det er rigtig svært at bryde mønsteret. 

Udbrændtheden sender stikpiller fra den gang, jeg havde det værst. Den er ikke længere væk, end at den sagtens kan finde tilbage. Den sender stikpiller af reminders om, hvordan det føles at ligge helt ned. Jeg frygter det. Men frygter jeg det også så meget, at jeg er villig til at gøre, hvad der skal, for at undgå et tilbagefald? Jeg orker ikke tanken om, at det vil kunne betyde endnu en forlængelse af mit studie. Studiet, som jeg er så glad for. Som giver mening. Som har pustet liv i min faglighed, mine fremtidsdrømme og i en del af min selvtillid, som ellers havde ligget brak længe.
 ---
Jeg faldt over et indlæg, jeg skrev, da jeg var færdig med sidste sommers eksamensperiode. Reaktionen efter lang tids pres kom prompte, men da var det sommerferie, og muligheden for restitution bedre. Efterårssemesteret og vinterens eksamener, har været en virkelig hård omgang for mig, og et eller andet sted er det egentlig naturligt, at jeg igen reagerer... Problemet er bare, at lang tids pres nu afløses af endnu en lang periode med pres. Mon jeg kan klare det? Og hvis det bliver med tårer og voksende udbrændthed, VIL jeg så klare det?

Den gang skrev jeg selv 'opskriften' på rekreation:

Den eneste vej tilbage til livet med energi er, at give mig selv ro og hvile - helt indtil jeg ikke gider at sumpe rundt i nattøj længere. Tålmodighed og tanke-tomhed, tak! Det er næste periodes udfordring! Nu var jeg ellers lige blevet så god til pres, tidsplaner, disciplinering og stramme tøjler. Men; netop derfor!

Jeg ved ikke, om balancekunsten vil lykkes for mig. Det må tiden vise. Første udfordring er at bære over med den skrøbelighed, jeg ikke kan løbe fra, jeg har. Udbrændtheden er et vilkår i mit liv. En konstant trussel, men (modvilligt indrømmet) også en hjælp til bedre at kunne passe på mig selv. Det gør det dog ikke nemmere at acceptere...

Eksamens-rod

Jeg glemmer det fra gang til gang, hvor propfyldt jeg bliver i hovedet op til en eksamen. Fyldt af ord, viden, termer, akademisk sprog, usikkerhed, nervøsitet og træthed. Jeg glæder mig vanvittig meget til at være færdig i morgen. Om 30 timer har jeg genvundet min frihed. Lige nu føles det, som om der er en evighed til - men alligevel føles tiden til den sidste læsning alt for kort.

Derefter har jeg lige et par dages fri, før næste semester går i gang på mandag. Det kunne ellers have været tiltrængt med lidt ferie, men det bliver der ikke noget af.

Efter nogle opslidende måneder med undervisning i efteråret og en efterfølgende hård eksamensperiode, er jeg meget spændt på, om jeg kommer igennem semesteret - og i så fald, hvordan, jeg kommer igennem det. Udbrændtheden har især de sidste to måneder truet med at kigge forbi ind imellem, og dét har jeg virkelig respekt for. Uddannelsen er min drøm, men den er ikke værd at gå efter, hvis prisen bliver SÅ stor. Jeg har besluttet mig for at udskyde ét fag. Måske ender det med, at jeg udskyder ét mere. Livet skal leves - ikke bare overleves!

1. skoledag

Første dag på kandidaten er overstået, og selvom det kun var intro, og selvom det var en ganske kort dag, så står energiniveauet nu (selv efter en powernap tidligere) på 'meget lavt'.

Jeg er sikker på, det nok skal blive godt. Jeg glæder mig faktisk! Men et stik af frygt kan ikke undgås: hvor håber jeg dog bare, at kræfterne kommer, efterhånden som de bliver nødvendige! At udbrændtheden er tilpas langt væk til at hverdagene generelt bliver gode. Jeg længes efter at have det overskud, der skal til. Gid, det må blive nu, at det lykkes!  

Sumpe-status fra vandret position

Jeg troede ikke, det var muligt at blive så træt. Jeg ligger i min seng og står kun kortvarigt op efter lidt mad. Efter en film. Eller for lige at strække benene. Jeg er træt helt ind i det inderste af knoglerne, og hvis det ikke var fordi, jeg var blevet forberedt på, at netop dét ville være en forventelig reaktion på en lang periode med pres og stress som comeback på udbrændthed, så ville jeg tro, jeg var blevet syg.

Den eneste vej tilbage til livet med energi er, at give mig selv ro og hvile - helt indtil jeg ikke gider at sumpe rundt i nattøj længere. 

Mine lange to-do-lister over ting, der trænger til at blive gjort + mine omfangsrige idé-brainstorms over ting, som jeg næsten ikke kan vente med at sætte i gang, planlægge og arrangere, må udskydes. Fordi det virkelig ikke er værd at forcere! 

Tålmodighed og tanke-tomhed, tak! Det er næste periodes udfordring! Nu var jeg ellers lige blevet så god til pres, tidsplaner, disciplinering og stramme tøjler. Men; netop derfor!

To skridt frem - ét tilbage

Egentlig skulle jeg have været ude af døren og af sted i aften. Sammen med min mand. Sammen med gode venner. En aften, jeg havde set frem til. I stedet ligger jeg på sofaen. Helt flad. Som i fladet ud og flad for batteri.

Egentlig er jeg rastløs. Uro i benene. Kriller i fingrene. Tankerne, der kører i ring; finder på, får idéer og lægger planer. Jeg har lyst til at hoppe op, finde frem, gøre klar og kreere. Må stoppe mig, for energien er der ikke. Frustrerende!

Egentlig er i dag en typisk dag i mit liv for øjeblikket. Lysten er der. Den pibler og bobler frem. Energien er større end længe, men kan ikke helt følge med. Fokus burde være på fremgangen. Ofte fortabes jeg desværre i, at jeg ikke er i mål.

Egentlig har jeg haft 'diagnosen' udbrændt i halvandet år. Det dækker over: 'Udbrændthed er den ekstreme grad af længerevarende kronisk stress - og beskrives som en særlig tilbagetrækningsreaktion, der følger af følelsesmæssige dilemmaer/belastninger i arbejdet. Udbrændthed er en langsomt fremadskridende tilstand/proces, der ofte er flere år om at udvikle sig, og som optræder i flere grader inden tilstanden desværre for flere ender med et egentligt sammenbrud.' (Stressforeningen). Men faktisk er jeg godt på vej tilbage til livet...

Egentlig har de sidste halvandet år været én lang positiv udvikling. To skridt frem og kun ét tilbage = fremgang! Også selvom langsomheden til tider kan føles opslidende. Jeg er dybt taknemmelig, og glæder mig til at se, hvad livet byder mig rundt om hjørnet. Samtidig er jeg bange. Rædselslagen, faktisk! Glæder mig til, erfaringen viser, at isen holder.

Egentlig er jeg glad. Jeg kender efterhånden bare de sorte huller, der er risiko for at falde i, utrolig godt. Det er dém, jeg er bange for. Selvom det i det store perspektiv kun går frem, kan de skridt, der tages baglæns, være så skuffende og frustrerende, at perspektivet sløres.

Egentlig er jeg stolt! Jeg skal bare mindes om det af og til. Gerne tit.