Det blå is-hus

Helt særlige minder om solskin, sommerferie og store is i Tversted med masser af guf! Jeg var tilbage tirsdag aften sammen med moster, fætre x 2 + deres dejlige påhæng. Ren nostalgi - og isen, udsigten og stemningen er stadig fantastisk! Og køen var lige så lang, som den bør være, når man besøger så berømt et sted. Men det var værd at vente på... Mums!

Moster

Mit stik er trukket ud, og listerne over gøremål samler støv hjemme i Aarhus. De er byttet ud med forkælelse, afslapning og timevis af snak. Og jeg nyder det fantastisk meget!

Mine barndomssomre blev levet her - hos min moster, og mine to fætre, som stod med åbne arme og på syngende nordjysk entusiastisk og forventningsfuldt tog imod min søster og jeg, når vi blev afleveret af mor og far, eller som senere, tog den lange tur i tog fra Sjælland.

En verden af lange sommerdage med strandture i mosters Lada, der fragtede fire unger med vådt badetøj, bunkevis af sand og tomme rillede glasflasker fra maskinen i mosters køkken, der kunne lave saft om til sodavand. Solbrune og trætte med en duft af sand, tang, vådt badetøj og solvarmede kroppe. 

Dage med idéer, projekter og en ubegrænset entusiasme i vores lille firkløver af børn, når vi satte os for at åbne en biks med forventeligt ganske eftertragtede varer, som pressede blomster og malede sten og kogler, der ud over produktionen af varer, krævede en udmugning, oprydning og rengøring af et gammelt hønsehus. Vi knoklede i lange dage med iver og forventning, og var fyldt af barnlig glæde, da de glatte dekorerede sten og de skrøbelige pressede blomster sirligt blev lagt på varehylderne. 

Og lange dage i jordbærmarkerne, hvor vi plukkede flere hundrede pund bær i bagende sol (og med fyldte maver), hvorefter moster fragtede dem hjem, hvor de blev målt og vejet og derefter solgt til naboer og andre interesserede - billigere end i butikkerne, men med en vis fortjeneste selvfølgelig. 

Vi var altid i gang. Nye idéer. Flere planer. Og vi havde det fantastisk! Små skovture med madpakker sirligt pakket i rygsække, avisruter på tid, hvor vi hver dag i fællesskab kunne slå sekunder af gårsdagens rekord, stikbold på plænen overfor, skåle med den sødeste jordbærgrød, neglelak på tæerne og film under dynerne med popcorn og 'Las cola'. Det var eventyrligt, magisk og indbegrebet af sommer!

Og nu er jeg tilbage for en kort bemærkning. Omdrejningspunktet for magien, trygheden og rammerne var dengang min moster! Elskede elskende moster, som ikke kun 'fandtes' om sommeren, men som aldrig var længere end en telefonopringning væk. Moster, der havde tid, omsorg, vise ord og masser af kærlighed. Og som samtidig satte tydelige grænser og var præget af en lethed og en humor, når mine begrænsninger tog over. Og hun er her endnu...

Et frieri

For fire år siden var det tirsdag - og det blev en helt særlig dag.

Min kæreste var så mærkeligt ved siden af sig selv. Tog mig i hånden og af alle steder førte han mig ud i brændeskuret. Stearinlysene blafrede i mørket. Brændestablerne var beklædt med små sedler med ord til mig. Han kiggede mig insisterende ind i øjnene, gav mig roser i alle regnbuens farver og gik på knæ og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham!

Overvældet og lykkelig sagde jeg 'Ja!'Jeg gav så mange kys - fik så mange kys igen. Glæden boblede over...

Nu er der gået fire år. Klichéfyldt nok, elsker jeg mere og mere for hver dag. Kærligheden folder sig hele tiden mere ud. Minder er fantastiske, og dagen i dag er noget særligt! Da jeg blev spurgt i brændeskuret, ændrede noget sig for altid. Et 'jeg', et 'dig og mig', blev for altid til et 'vi' og et 'os'.

På min ringfinger bærer jeg et evighedssymbol med et navn graveret ind. Hans navn. Han bærer mit navn med sig. Vi er forbundet af det 'ja'. Skelsættende og ultimativt. Derfor er dagen så meget mere end bare en dag i marts...

Mormor

I dag ville min mormor være blevet 80 år. Desværre tabte hun allerede som 54-årig mange års kamp mod cancer. Jeg ved, min mor i dag på en særlig måde bærer minderne, savnet og tomheden efter mormor med sig. Min mors hjerte græder, som det så tit har grædt, i sorg over tabet af sin mor. Jeg var kun fem år, da hun døde, så mit savn har nok altid mest været et udtryk for en reaktion på min mors savn - og på længslen efter den mormor, jeg er sikker på, hun var og ville have været for mig.

Mine minder om hende begrænser sig til små episoder i hende og morfars hus i Finlandsgade i Hirtshals. Hun kom med små runde pind-is med appelsinsmag til min fætter og mig, da vi legede i haven. Hun rørte i flere gryder på én gang på komfuret. Hun lå i dobbeltsengen under skråvæggen i soveværelset, fordi hun var træt. Jeg kan se hendes grin for mig. Jeg kan mærke hendes bløde arme give mig et knus. Men mest mindes jeg andres minder. Jeg savner igennem andres savn. Og alligevel længes jeg. Jeg føler mig frarøvet noget, jeg aldrig rigtig har haft.

Jeg har især siden mine teenageår været meget bevidst om, at jeg har manglet en blød, rar, varm mormor, som bød mig indenfor i køkkenet, gav mig saftevand, aede mig på kinden og havde al tid i verden til - med oprigtig opmærksomhed og tålmodig interesse - at lytte, spørge ind og give mig knus i massevis. Indbegrebet af en mormor! Det er præcis sådan, jeg har lært i alle børnebøger, at en mormor er. Jeg idylliserer hende helt sikkert. Men helt ved siden af er mit billede ikke. Det er i hvert fald det jeg hører, fra dem, der kendte hende.

Ingen af os ved, hvordan livet ville have været, hvis hele familien rent faktisk i dag havde siddet bænket til mormors 80 års fødselsdag. Hvilke ord ville der blive sagt, sunget og stå på kortene som hyldest til hende? Det finder vi aldrig ud af. Men ét ved jeg: I min mors sorg, smerte, minder, længsel og forbundethed med sin mor, kan jeg mærke en nerve af det, min mormor var. Det lever videre, selv så mange år efter hun døde. En kombineret følsom varme, dedikeret vilje, skrøbelig usikkerhed og fokuseret styrke, som er svær at forklare, men som min mor tydeligt bærer med sig, og som hun i forskellige udgaver har givet videre til mine søstre og mig. Noget, der binder os sammen. Tak mormor, for det du har givet - og givet videre! Og tak mor, for den måde du har ladet os lære hende at kende, selv efter hun ikke længere var fysisk ved os. Æret være hendes minde!

Adams dåb

Vi har i dag været til en dejlig dejlig dåbsfest for søde Adam. Hans forældre er to venner fra min gymnasietid, og det er både stort og rørende at se dem i deres nye roller, som de bare er fuldstændig fantastiske i. Det sætter tanker i gang om årene, der er gået. Voksen-roller og indfrielse af de drømme, vi havde allerede dengang. 

I dag har været en kold og våd vinterdag, men samtidig så varm en dag, hvor tanker om sammenhold, familieværdier, fremtidshåb og ungdomsminder så fint er blevet sat i perspektiv af den store gave, Adam har fået, ved at være blevet Guds barn. Tankestrejf står i kø...

Mindernes land

Vi har i dag været en tur i Hirtshals. En by, der har en særlig plads i mit hjerte og i mine barndomsminder. Samtidig et sted jeg bliver meget nostalgisk af at besøge. Det er alt for længe siden, jeg sidst har været der, og jeg har heller aldrig før haft Lasse med der til. Det lod sig gøre i dag, og det var virkelig dejligt også at kunne dele det med ham!

Hirtshals er byen, hvor min mor voksede op. Hvor min mormor og morfar boede i min barndom. Hvor vi boede en kort periode, da jeg var lille. Hvor vi mødtes, samledes, vár som familie. Ikke mindst i kraft af min mormors plads som familiens hjerte!

Især betyder kirken noget specielt. Mine forældre blev gift der, hvilket i sig selv gør det stort at slå dørene op, gå op af midtergangen, stille sig i koret og kigge ned gennem kirken. Lige dér gik min mor min far i møde for 32,5 år siden. Lige dér ventede min far på hende. Lige dér blev de forenet foran Gud og mennesker - for altid!

Kirken var også stedet, hvor morfar arbejdede som kordegn og kirkesanger. Vi var altid med til gudstjeneste, når vi var i byen om søndagen, og min søster, mine to fætre og jeg forsøgte altid at få lov at komme frem og sidde på øverste bænk så vi var tættest på morfar, når han stod i koret og sang. Vi var stolte af ham, som han stod der i sit fine sorte tøj. rank og majestætisk og sang kirken op. 

Kirken er også stedet, hvor både min mormor og min onkel (mosters mand) blev begravet fra. Begge døde af kræft - i vores øjne alt alt for tidligt! Vi var i dag både inde i kirken men naturligvis også på kirkegården! De ligger side om side.

Jeg fyldes af bedrøvelse, nostalgi, glade minder, sorg, højtidelighed, vemod, savn, fællesskab, barndommens lethed, afskedens byrde. Livets omskiftelighed; livet, med alt det er!

Æret være dit minde, Niels Kristian!

Æret være dit minde, mormor!

- Pink blomster til jer, fordi de er de bedste, jeg ved!