Livskraft og håb

Kalenderen bladrer højlydt sine sider. Rives af i lind strøm. Tiden går. Jeg stirrer ud i intetheden. Den nye begyndelse indtraf ikke. Miraklet, jeg heller ikke oprigtigt troede på ville ske, bekræftede min formodning ved at holde sig på behørig afstand. Tomt! Jeg er ikke det mindste skuffet. Det gik som forventet; fordelen ved ikke at håbe! Er der mon en proportionel sammenhæng mellem ens forventninger til livet og ens udbytte? I så fald går jeg glip af meget! Men skuffet bliver jeg sjældent. Dén fornøjelse skal det korte strå ikke også have, når det igen bliver trukket. Håbet er pakket væk - uden for rækkevidde.

Men måske er dét alligevel ikke hele sandheden om håbet. Stikket i hjertet vidner i hvert fald om noget andet. Når svaret endnu engang er negativt. Når dørene igen smækkes. Når resultaterne, diagnoserne og virkeligheden atter falder ud til den side, som ikke er til min fordel; min reaktion er ikke neutral! 

Jo, de små spirer af håb bliver slået ned - revet op med rode. Men altså: De må jo være der, siden de igen og igen kan rives op! Der må være grundlagt et håb dybt i mig! Selv jeg, som ikke længere er i kontakt med håbet om ændring og bedring, bærer håb! Ikke ved en beslutning eller ved aktivt at have sået et håb med fast besluttet hånd. Det må være overlevelseskraften! Livskraften! Den kraft, som jeg ikke selv er herre over! Selv da, hvor jeg beslutter at give op, holdes jeg oppe af en livskraft, som ikke kommer fra mig selv. Det takker jeg for. Også på de dage, hvor livet ikke opleves som en gave, jeg orker at tage imod!

Godt nytår!

Livet som ér! Bloggens titel - og meget rammende for, hvad bloggen også faktisk er; en spejling af det liv, der er mit. Der har været stille længe. En form for chok-tilstand. Ingen ord. Forbavselse. Tavshed. Overrumplet af virkeligheden. Manglende energi til at dele. Alt overskud har været brugt til at klare livet på første hånd. Jeg har været syg længe. Ikke livstruende sygdom, slet ikke, men sygdom på et plan, som alligevel har været særdeles betydningsskabende for det liv, der er mit. 

Spekulationerne har været mange. Overvejelser om hvordan, det lader sig gøre igen og igen at rejse sig. Jeg har ingen forkromede løsninger og svar. Men som jeg er - en sucker for nye begyndelser - så er 1. januar  måske en meget god dag at sende en forsigtig bøn op ad med et håb om at blive grebet, i det der ellers har føltes som frit fald det sidste lange stykke tid.

Jeg tør ikke forvente noget som helst af det nye år. Vel har jeg drømme og forhåbninger i hobetal. Men lige nu er jeg lille; slået til jorden, og orker kun at blive positivt overrasket. Ingen nytårsforsætter. Kun et stille håb om, at det som er og har været ikke fortsætter. Gid, håbløsheden forvandler sig til en håbefuld hvid svane med baskende vinger og rank ryg, lige der midt i skuffelsernes andegård. Og vel er jeg sentimental her på årets første dag (ganske sikkert godt hjulpet på vej af en anelse for lidt søvn de seneste dage), men virkelighedens vemod ér også skabt af andet og mere alvor end hvad træthed kan tage æren for. For man bliver træt, brugt og tyndslidt af gang på gang at få splintret sine små spirende håb...

Den højaktuelle hilsen til hinanden er i disse dage 'godt nytår', og hvis klichéerne med grov hånd pudses af dét ønske, og det i stedet får lov at stå med den oprigtighed, ordene kan bære, så lad os da håbe præcis dét for hinanden: Et godt 2015, med alt hvad det kan trække af positive overraskelser og luft under svanevingerne!

Light underholdning

En svingende kasket, der ramte mig i øjet i lørdags, førte til en ridse i øjet og nu til øjenbetændelse, pirat-klap, nedrullede gardiner, øjendrypning og lydbøger fra Netlydbog. Den her er netop 'kværnet'. Dejligt med lidt light underholdning, når mine øjne nu ikke vil åbne sig og læse, skrive og rette opgave. By the way: jeg er lidt fan af Maise Njor!