Hirtshals er byen, hvor min mor voksede op. Hvor min mormor og morfar boede i min barndom. Hvor vi boede en kort periode, da jeg var lille. Hvor vi mødtes, samledes, vár som familie. Ikke mindst i kraft af min mormors plads som familiens hjerte!
Især betyder kirken noget specielt. Mine forældre blev gift der, hvilket i sig selv gør det stort at slå dørene op, gå op af midtergangen, stille sig i koret og kigge ned gennem kirken. Lige dér gik min mor min far i møde for 32,5 år siden. Lige dér ventede min far på hende. Lige dér blev de forenet foran Gud og mennesker - for altid!
Kirken var også stedet, hvor morfar arbejdede som kordegn og kirkesanger. Vi var altid med til gudstjeneste, når vi var i byen om søndagen, og min søster, mine to fætre og jeg forsøgte altid at få lov at komme frem og sidde på øverste bænk så vi var tættest på morfar, når han stod i koret og sang. Vi var stolte af ham, som han stod der i sit fine sorte tøj. rank og majestætisk og sang kirken op.
Kirken er også stedet, hvor både min mormor og min onkel (mosters mand) blev begravet fra. Begge døde af kræft - i vores øjne alt alt for tidligt! Vi var i dag både inde i kirken men naturligvis også på kirkegården! De ligger side om side.
Jeg fyldes af bedrøvelse, nostalgi, glade minder, sorg, højtidelighed, vemod, savn, fællesskab, barndommens lethed, afskedens byrde. Livets omskiftelighed; livet, med alt det er!
Æret være dit minde, Niels Kristian!
Æret være dit minde, mormor!
- Pink blomster til jer, fordi de er de bedste, jeg ved!
