Sider

Viser opslag med etiketten Kærestegaver. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kærestegaver. Vis alle opslag

tirsdag den 16. september 2014

Et år med planlagte dates

Den 21. august havde vi bryllupsdag - 4 år siden vi for alvor startede vores liv sammen. Hvert år markerer vi dagen med tid sammen, snak om fortid, nutid og fremtid, drømme, planer, gør status og deler minder. Læser præstens bryllupstale fra kirken, ser lidt video, og så holder Lasse hvert år en tale for mig - en videreskrivning af hans bryllupstale fra dengang. Meget rørende, og helt klart dagens højdepunkt for mig!

I år havde jeg desuden en lille gave til ham. En bunke kort, hvorpå hver måned det næste år har et påskrevet gavekort til en date. Nogle af dem er helt nede på jorden - andre med lidt mere gejl. Det er så meningen, at vi hver måned i fællesskab sætter en dag i kalenderen for denne måneds date, og så planlægger jeg det, der står på kortet. En måde at huske stadig at date, selv når hverdag og madpakker fylder det meste. Jeg tror, det bliver fedt - og Lasse blev glad! Så nu går jeg så småt og planlægger den første date, som vi skal have på lørdag: forkælelsesdag for ham, jeg elsker!

Kun fantasien sætter grænser for, hvad der kan stå på de små kort. For mig har det dog været vigtigt, at idéerne ikke var for dyre, da vores økonomi ikke er så stor - og at jeg desuden ikke synes, at det behøver være dyrt, for at at være fedt! Jeg lavede nogle simple kort i word, som jeg printede ud på hvidt papir og limede på sort karton. Derefter pyntede jeg nogle af kortene lidt, og lagde desuden små postkort imellem date-kortene med hilsner, hvorefter jeg lagde dem i den rigtige rækkefølge (pga. vores bryllupsdag i august valgte jeg, at rækkefølgen skulle være september 2014 - august 2015) alt efter hvornår start- og sluttidspunkt på året skal ligge. Og så er det ellers bare med at slippe fantasien løs og finde på sjove date-idéer. God fornøjelse :)





onsdag den 15. januar 2014

Indrammet kærlighed

Indrømmet: Jeg elsker ord! Både at bruge dem, at få dem, at lytte til dem, at læse dem - ja, jeg elsker ord! Men én slags ord elsker jeg endnu mere end alle andre: Kærlige ord fra mennesker, jeg elsker - og som elsker mig.

I kalendergave gav jeg én dag min mand denne ramme, som (i hvert fald indtil videre) står placeret i vores køkken på emhætten. Klar til små hilsner og påmindelser om, hvorfor vi elsker... Indtil videre er der skrevet en håndfuld hilsner frem og tilbage - og der er både brugt store og 'små' ord.

En nem kæreste-gave-idé, hvis man er til den slags :)

Jeg har brugt en billig ramme med plast 'glas', et stykke karton, en sprittusch, en whiteboardtusch og et bånd. Først har jeg bundet den ene ende af båndet omkring whiteboardtuschen og bundet den anden ende omkring den nederste del af rammen. Så har jeg i det ene hjørne af kartonet skrevet 'Jeg elsker dig, fordi...' og så ellers ladet resten af pladsen stå tom. Der kunne også stå 'Tak fordi...' eller noget helt tredje. Efterfølgende satte jeg 'glasset', kartonet og bagpladen i rammen - og værsgo: Et styk ramme til kærlige hilsner...