Sider

torsdag den 22. august 2013

50 ting, jeg elsker ved dig

En lille ting til min mand på vores bryllupsdag. Idéen er set her - snup den endelig!

Et gammelt spil kort. En brainstorm over ting, jeg elsker ved min mand. Klippe-klistre, en masse huller og et stykke bånd senere = en gave uden nogen som helst kontant-værdi, men med en masse værdi af den slags, der er så meget mere værd, når det kommer til stykket...

Og ja; han blev glad!



onsdag den 21. august 2013

Bryllupsdag

I dag er det tre år siden, jeg blev gift med min elskede mand. Den største dag i mit liv. Både fordi det var en overvældende fantastisk dag - nøjagtig som vi havde drømt om. Men også fordi det var så stor en milepæl i mit liv. Det ændrede alt! Og jeg har aldrig fortrudt et eneste sekund...

Jeg er fyldt af taknemmelighed over den store gave, jeg har fået! 

Og i aften skal vi ud og spise lækker mad, hjem og læse taler og måske se lidt underholdning fra den dag for tre år siden. Ikke fordi dagen er det vigtigste, men fordi det løfte vi gav den gang skal vare altid - og fejres på en særlig måde, når det er vores bryllupsdag. 

For det ér en særlig dag - d. 21. august - vores dag! Dig og mig, Lasse. Dig og mig!




mandag den 19. august 2013

Inspirerende zpagetti garn

Måske du kender zpagetti-garn? Jeg har først for nyligt stiftet bekendtskab med det, men jeg tror, det bliver et langt bekendtskab. 'Garnet' er produceret af stofrester fra tekstilindustrien, og er egentlig bare lange smalle strimler bomuldsjersey - og kan derfor i princippet også laves selv. Det kan hækles, strikkes, snoes, flettes eller bare bruges, som det er. Mulighederne er uendelige, og mon ikke dette bare er det første ud af flere inspirerende indlæg med zpagetti-idéer?! Her er i hvert fald en række idéer til, hvad det kan bruges til. Det er tydeligvis ikke slået helt igennem i Danmark, da det klart er nemmere at finde inspiration i udlandet. Men mon ikke bare det er et spørgsmål om tid?

Garnet kan bl.a. købes i Yarnfreak, Panduro Hobby, samt i diverse mindre forretninger og forskellige steder på nettet.

Zpagetti-kurve - set her (oprindeligt link inaktivt)

Zpagetti-kurv - set her (hollandsk hjemmeside)

Zpagetti-tæppe - set her

Zpagetti-sæde - set her (hollandsk hjemmeside)

Zpagetti hænge-kurv - set her

Zpagetti-hårbånd - set her

Zpagetti-urtepotteskjuler - set her (fransk hjemmeside)

Zpagetti-gardin - set her (DIY på hollandsk)

Zpagetti-kludetæppe - set her

Zpagetti-lampeskærm - set her (tysk hjemmeside)

Zpagetti-puder - set her

Zpagetti-kurv - set her

Zpagetti-'halskæde' - set her (spansk hjemmeside)

fredag den 16. august 2013

Øreringe til bryllup

Jeg fandt i går to meget fine knapper i Stof2000, som jeg ville elske at pynte mine ører med, når vi skal til bryllup i morgen. Ved hjælp af et par ørestikker og en stærk lim lykkes det... Nu mangler resten af outfittet bare at blive klar. 



tirsdag den 13. august 2013

Inspirerende sommer

Sensommeren har sat ind og har givet både forsommer, midsommer og højsommer baghjul. Lidt vemodigt, men det har været en fest at fejre sommeren i Danmark, for hvor har du været god ved os i år, du danske sommer!

Her kommer en række sommerlige sneak peeks lånt fra tinywhitedaisies, som har en fantastisk blog, hvis man som mig drages af smukke, stemningsfulde billeder, der uden ord taler sit helt eget sprog. Her tales der om sommer: LOVE it!!















lørdag den 10. august 2013

Hjemvendt

At træde ind i huset efter en lang ferie - at blive modtaget af indelukket varme, halvvisne blomster og af halvfærdige gøremål, der bærer præg af den sidste skynding, før vi tog afsted. At få støvsuget fluerne op, der endte sine dage i de sommerferieforladte vindueskarme. At få åbnet alle døre og vinduer på vid gab, så livet igen kan flyve ind og slå sig ned indenfor vores vægge. 

At få tasker og poser pakket ud, så der igen opstår normaltilstande, og så det igen er til at finde præcis dét, der skal bruges. At sidde der på yndlings-pladsen i køkkenet og blive opdateret på verdenssituationen ved at gennemgå indholdet fra den propfulde postkasse. 

At nyde stilheden efter en ferie fyldt med mange menneskers menneskelige støj. At glædes over tiden, hvor 'gid', 'hvis' og 'skal vi ikke' blev levet ud og ændredes til oplevelser og lyst-styret liv. Fik fuldstændig overtaget fra hverdagens 'bør', 'må hellere' og 'når bare'.

Der er noget særligt over at vende hjem! Til et dejligt hjem og en god hverdag. Til det, der ikke er midlertidigt til låns - men det der er vores! Fyldt på af solskin, tid og nærvær! Totalt yndlings sommerferie!!