Gift ved første blik

Det er onsdag aften. Klokken er passeret 21.15, og jeg har rastløst afventende lagt dagens læsning til side. Lige nu kører afsnit 2 af DR-programmet 'Gift ved første blik' over skærmen, men da jeg så dét afsnit som forpremiere i weekenden, håber jeg, at næste uges program snart bliver frigivet. Jeg opdaterer programsiden for fjerde gang - stadig ingen forpremiere...

Men hvad er det lige, der sker for mig? Hvorfor er dét pludselig så vigtigt? Reality og datingshows er ikke min kop the, men det her er på en eller anden måde anderledes. Seks singler er (efter mange og lange tests, samtaler og analyser) blevet sat sammen to og to af eksperter, som på papiret har lavet perfekte match. Match, som i teorien vil fungere. Twistet er så, at de ser hinanden første gang ved 'kommune-alteret' og skal sige ja. Programmet lukker os så ind i afsløringen af, hvorvidt det arrangerede ægteskab i form og koncept i praksis er holdbar matchmaking.

Så langt, så godt. Det videnskabelige fundament. Det gode cast. De virkelige mennesker, som man (jeg, i hvert fald) er kommet til at håbe for, at dét her må være vejen til lykken. Håber på en voksende gnist parrene imellem. Håber på den romantiske forestilling om, at rammen godt nok er videnskabelig og kold, men at de seks menneskers største drøm går i opfyldelse: At de finder dén, der giver livet og verden endnu usete farver! Derfor opdaterer jeg programsiden - for det er da spændende at se, hvordan det vil gå!

Håbløs romantiker. I know! Dét kan jeg leve med! Men så er det, jeg kniber mig selv i armen og husker på, at forsøget ikke stopper der. Det handler ikke kun om matchmaking og mulig romantik. Det hedder GIFT ved første blik. Det er et virkeligt ægteskab, der er setuppet! Ægteskabet, som er et af vores samfunds mest grundlæggende institutioner, to menneskers valg, en seriøs ramme, en beslutning, som er afgørende - 'til døden skiller jer ad!' Og dér kører det helt af sporet for mig...

Jeg bliver simpelthen ked af det! På flere planer. Helt overordnet er det min overbevisning, at det gør noget ved os, at den måske mest afgørende institution, vi har, bruges som et finurligt setup til et realityshow, der udfordrer rammerne. 'Går det? Eller bliver de skilt efter de fire uger, hvor programmet følger dem.' Så større værdi har et ægteskab altså ikke?! På det menneskelige plan tror jeg, det gør noget ved os, at det seriøse og vigtige gøres ligegyldigt. Helt personligt gør det mig bedrøvet. Der jongleres frit med ægteskab og skilsmisse. Hvorfor så overhovedet kæmpe for at blive sammen?

Ambivalensen står i lys lue. Jeg følger deltagerne, fordi de er ganske almindelige mennesker, der har taget denne mulighed og udfordring op. Jeg er imponeret over deres mod. Jeg kan sætte mig ind i deres frustration over ikke at have fundet deres livspartner. Jeg kan følge deres nysgerrighed, og jeg kan sætte mig ind i deres interesse for, om videnskaben kan give en hjælpende hånd til det kærligheds-spil, der lover soulmate-status og søndags-hygge i ske på sofaen. Og jeg tror også, at det at vælge hinanden på så drastisk en måde - ved den rette indstilling - kan føre noget godt med sig.  Men var det nødvendigt med ægteskab?

At DR med deres public service ansvar vælger at sætte ægteskabet i bås med emner, der skal håndteres, behandles og vendes på hovedet er vel ok. Men de går et stort skridt videre og er (tror jeg) med til at sætte en afgørende vigtig samfundsinstitution under yderligere pres, hvilket jeg er skuffet over sker for mine licenspenge.

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal efterlade deltagernes skæbne her og boycutte programmet fra nu. Det er jo dobbeltmoralsk at lægge seertal til noget, jeg er uenig i konceptet omkring. Samtidig er jeg draget mod fortællingen, deltagerne og udviklingen her fra, for jeg synes, det er godt fjernsyn! Jeg er bare ærgerlig over, at det ikke er et forhold, de er ved at afprøve, men et ægteskab - som de herfra skal udfylde med det, som normalt er udgangspunktet for et 'ja': at ville hinanden. At ville elske. Hvordan kan man love at ville gøre det altid, hvis man ikke engang gør det nu?

...og så er ikke engang nævnt hele den ambivalens, der er forbundet med at gøre underholdning ud af en konceptuel ramme (det arrangerede ægteskab), der for mennesker rundt omkring i verden, er et mareridt, der ingen vej er ud af. Hverken efter fire uger eller nogensinde!

At blive

Tiden løber, og jeg har virkelig svært ved at følge med! Der er fuld fart på, og gennemsnitligt kan jeg lide det. Nogle dage er rigtig gode, andre dage er udfordrende over evne. Og netop det med evnerne kan ind imellem få opgivelsen helt frem i øjenkrogene og sætte sig som en klump i halsen. For kan jeg egentlig det her? Er jeg god nok? Eller rettere: har jeg potentialet til at kunne blive god nok? Lysten driver værket, og lysten til at blive god er der! Det skal jeg nogle gange lige minde mig selv om, når der står undervisning på programmet 9-18 en (meget!) regnvåd efterårs mandag, hvor alt i mig har lyst til at melde pas, springe over og tage hjem.

Men jeg blev!

Brille-abe!

Jeg skal have briller. Eller: jeg har egentlig briller, men jeg bruger dem ikke. Så jeg skal have NYE briller. Af den slags, som jeg selvfølgelig kommer til at bruge.

Men ihhh, hvor er det svært! Hvilken stil er det nu egentlig, jeg har? Jeg har lånt en fin kasse prøve-briller med hjem på weekend, og de fire (ret!) forskellige par har været af og på en hel del gange. Men jeg er ikke overbevist!

Så det er vist på den igen. Ud i optiker-land efter nye forsyninger! Men hvor er det da fedt, at man kan låne med hjem, så risikoen for fejlkøb formindskes. Se, dét er min stil!

1. skoledag

Første dag på kandidaten er overstået, og selvom det kun var intro, og selvom det var en ganske kort dag, så står energiniveauet nu (selv efter en powernap tidligere) på 'meget lavt'.

Jeg er sikker på, det nok skal blive godt. Jeg glæder mig faktisk! Men et stik af frygt kan ikke undgås: hvor håber jeg dog bare, at kræfterne kommer, efterhånden som de bliver nødvendige! At udbrændtheden er tilpas langt væk til at hverdagene generelt bliver gode. Jeg længes efter at have det overskud, der skal til. Gid, det må blive nu, at det lykkes!  

Inspirerende fimo

Måske kender du Fimo? En slags modellervoks, der kan bages, så det bliver helt hårdt. Sidst jeg legede med det var vist for 20 år siden, men jeg er stødt på forskellig inspiration, der gør, at jeg er klar på at genoptage forsøget. På onsdag sker det. Her lidt af den inspiration, jeg er faldet over ind til videre... 

Fine fimo-knapper - set her

 Nærmest lava-agtige fimo-perler på armbånd - set her (oprindeligt link deaktivt)

Fingerringe med faceterede fimo-sten - set her

Porcelæns-vedhæng; måske de kan laves i fimo? - set her

Fimo ranunkler på ørestikker - set her

Fimo-stjerner fx til juletræet - set her

Fimo-fjer i kæde - set her

Fimo-skilte til krydderurterne - set her

En fin fin ring - set her (oprindeligt link inaktivt)

Smukke klokker af saltdej; mon de kan laves af fimo? - set her

Cool halskæde med fimo-vedhæng - set her

Små fimo-skilte - set her

Den smukkeste fimo-ring - set her

Sjove fimo-dekorationer på en billedramme - set her

Den lækreste halskæde med fimo-perler - set her

Uro af fimo - set her

Sommerlige hårnåle med solsikker - set her

En lille fimo-gris sammen med nøglerne - set her

Lagkagebunde

Mange har spurgt efter opskriften på de lagkagebunde, jeg bruger, når jeg laver festkager. Her kommer den - her på kakaobunde! Hvis der fx ønskes vaniljebunde i stedet, udelades kakao og der tilføjes i stedet ekstra mel svarende til den oplyste mængde af kakao.

Opskriften passer til en 25 cm. springform, hvor kagen efterfølgende kan flækkes i tre bunde.

Kakaobunde

6 æg

240 g. sukker

2 spk. vand

2 tsk. vaniljesukker

1/2 tsk. fint salt

4 spk. kakao

180 g. mel

2 tsk. bagepulver

Pisk æg, sukker, vand og vanilje, til det er hvidt og skummende

Vej mel, salt, kakao og bagepulver

Si ovenstående ingredienser i æggeblandingen og vend det forsigtigt sammen 

Sørg for at røre grundigt, så der ikke gemmer sig 'lommer' af mel mm.

Hæld dejen i en springform (smurt eller med bagepapir) og slå den let mod bordet, så eventuelle luftbobler forsvinder

Bag kagen i en 185 grader varm ovn i ca. 30 minutter (der må ikke hænge dej ved, når der stikkes i den).

Afkøl den 'på hovedet' på en rist 

Fuldmåne

Et smukt syn. Mon jeg kan sove?