Sider

lørdag den 8. februar 2014

Forårslængsel

Da jeg gik hjem, faldt mit blik på en havesti ved vejen. Det var umuligt ikke at se de små lysende blomsterknopper, der havde fundet vej gennem alt det mørke. Fine og uden viden om alt det håb og den længsel, de skaber. De er der bare. For mig siger de mere end tusinde ord: Foråret er på vej! Lyset kommer! Hold ud!

tirsdag den 4. februar 2014

Gør et bog-kup!

Jeg er vild med bøger, og jeg har gennem livet 'raget til mig', når jeg er stødt på gode tilbud, eller bøger jeg bare har måttet eje. Nu rydder jeg lidt ud, så skriv endelig, hvis der er noget, du er interesseret i! Alle bøger er i nærmest perfekt stand og priserne er vanvittigt lave, så køb med god samvittighed :)






Diabetes er din egen skyld!

I går faldt jeg over en artikel på www.tv2.dk, som handler om en herskende fordom; at diabetes er ens egen skyld. Jeg har altid vidst en del om diabetes pga. nogle i min omgangskreds med sygdommen, men jeg har ikke, før i efteråret, haft en detaljeret viden om det. Jeg var en tur hos optikeren og blev opfordret til at få tjekket mit blodsukker. Mit syn var kun på 70%, hvilket kunne være et tegn på for højt blodsukker. Efter en masse tests og undersøgelser fik jeg ganske rigtigt dommen: Du har diabetes.

Jeg har siden gået stille med dørene og kun i begrænset omfang fortalt andre om diagnosen. Ikke fordi jeg ikke har villet være åben, men fordi jeg har været bange for folks reaktioner. For ja, jeg ér overvægtig, jeg burde tabe mig, og jeg burde dyrke endnu mere motion, end jeg gør. Jeg har været flov, har banket mig selv i hovedet og må indrømme, at jeg selv har delt de fordomme, som (ifølge artiklen) hersker: Diabetes er din egen skyld!

Lægen formåede dog at nuancere det billede lidt... Min genetiske sammensætning giver mig som udgangspunkt en risiko på 90% for at få diabetes. Det betyder i praksis, at det kun har været et spørgsmål om tid, før jeg blev ramt. Og som lægen sagde: 'Om du så levede fuldstændig perfekt ift. kost og motion, er der kun meget lille chance for, at du ville have undgået sygdommen. Se det i stedet som en mulighed for - ved hjælp af medicin - at få dit blodsukker stabiliseret, så du kan få det bedre.'

Nogle dage bruger jeg fortsat alt for meget krudt på at være sur på mig selv. Og jeg hár svært ved at snakke om sygdommen. Igen; ikke fordi jeg ikke ønsker åbenhed, men fordi jeg ikke orker fordommene, der er malet i øjnene på folk, der hører om min sygdom. 31 år og diabetes. Taber!

Artiklen fra www.tv2.dk sætter fine ord på dilemmaet. For ja, de fleste diabetespatienter er overvægtige. De er ikke aktive nok. osv. osv. Dét kan der gøres noget ved, og selvfølgelig skal der så det! Men det er kun én del af forklaringen. Der findes en masse mennesker, der er langt mere overvægtige, inaktive og usunde end mig, som IKKE har diabetes. Jeg knokler på crosstraineren og i køkkenet med at få tingene til at nå sammen, så kom ikke her og sig, at diabetes uddeles efter 'fortjeneste' eller mangel på samme.

Først og fremmest er jeg menneske. Og endda sådan en slags menneske, som slider for at gøre, alt hvad jeg kan! Ikke hverken noget imponerende eller noget perfekt, men mit aller bedste, det gør jeg. Læs artiklen her. Den har sat tanker i gang selv hos mig, som bedre end nogen anden burde vide, at diabetes ikke handler om dårlige mennesker. Det handler først og fremmest om en behandlingskrævende sygdom! Gid dén viden ville skræmme fordommene væk...

mandag den 3. februar 2014

Laaaang dag

Det var i da, slaget skulle stå: Brændeovnen skulle ud. Gulvet brækkes op. Loftet lappes. Gulv lægges. Og så viste det sig, at der lige var et par m2 kakler, der skulle fjernes under dækket til brændeovnen, hvilket vi ikke lige havde budgetteret med. Én ting var selve arbejdet. Noget andet var det inferno af støv, det førte med sig, som lagde sig på de nymalede vægge, vinduer og i ALLE rum. Som en hinde af skidt. Så væggene skulle vaskes. Vinduerne pudses. ALT service vaskes. Puder, senge og møbler støvsuges osv.

Alt det mere komplicerede håndværksmæssige har en super god alt-mulig-mand taget sig af, mens Lasse har ordnet det resterende. Svigerfar har foretaget ærinder og ellers forsøgt at bevare overblikket, mens jeg primært har indtaget kvindens plads i det gammeldags kønsrollemønster og sørget for forplejning til de hårdtarbejdende, når jeg ikke lige sad på kontoret og læste til morgendagens forelæsning. Ved 17-tiden var det kun Lasse og mig, og så begyndte oprydning, rengøring og indretning. Der er stadig lang vej, men der er virkelig også sket meget i dag!



Samarbejde

Så er der indkøbt fodlister. Da bilen er for lille til den slags, må de hentes på gå-ben. Det er da teamwork! Og så på Viborgvej midt i myldretrafikken...

søndag den 2. februar 2014

Vintermorgen

Gid, man kunne indfange vinterens lys, som solen sender det her til morgen. En frisk, kold luft. Fuglene der synger om kap. En søndags-fridag. Og så lys. Masser af det. Som genskin i sneen i haven. Godmorgen fra sommerhuset!

lørdag den 1. februar 2014

Adams dåb

Vi har i dag været til en dejlig dejlig dåbsfest for søde Adam. Hans forældre er to venner fra min gymnasietid, og det er både stort og rørende at se dem i deres nye roller, som de bare er fuldstændig fantastiske i. Det sætter tanker i gang om årene, der er gået. Voksen-roller og indfrielse af de drømme, vi havde allerede dengang. 

I dag har været en kold og våd vinterdag, men samtidig så varm en dag, hvor tanker om sammenhold, familieværdier, fremtidshåb og ungdomsminder så fint er blevet sat i perspektiv af den store gave, Adam har fået, ved at være blevet Guds barn. Tankestrejf står i kø...