Måske har du hørt om at være særligt sensitiv? Der er skrevet meget om emnet, og måske er der endda gået lidt modeord og inflation i begrebet? Under alle omstændigheder kan jeg ikke løbe fra, at der (klichéfyldt nok) var afgørende brikker, der faldt på plads for mig, da jeg for første gang hørte om personlighedstrækket for et par år siden.
Ikke dermed sagt, at det er blevet 'piece of cake' at tackle den sensitivitet, jeg har fundet ud af, at jeg har. Selvom jeg er blevet langt mere opmærksom på, at jeg i dagligdags situationer kan være udfordret af forventninger, tidspres, støj, socialitet og for lidt tid for mig selv , så oplever jeg det utrolig svært at sige fra. Der forventes ofte gode grunde, hvis man melder pas (til en øl i fredagsbaren, til deltagelse i læsegruppen, til plads i storrums-kontoret, eller til planer flere aftener i træk). Og så er det, at man måske presser sig selv lige lovlig meget. Simpelthen fordi alternativet er for svært. Hvordan forklarer man lige, at 'det ikke er fordi, jeg ikke rigtig gerne vil være sammen med jer, men jeg har altså brug for at være alene' uden at virke som et snobbet, asocialt eller mærkeligt menneske, der ikke gider andre? Jeg synes, det er vildt udfordrende!
Nemmere bliver det nok ikke at gøre sig forståelig, når man med sine en anelse for store armbevægelser, engagerede initiativer og sommetider lidt for spontane, engagerede og sensationslystne idéer, fremstår som alt andet end sensitiv...
Sppeder - bremse - speeder - bremse - lidt for meget speeder - nødtvunget mere bremse. That's my life! Gid, jeg kunne lære netop dén form for kørsel lidt bedre, så bare nogle af de gange jeg kører 'tør' i fremtiden vil kunne undgås. I morgen skal jeg på kursus netop omhandlende dette - forhåbentlig ligger der guldkorn og venter til en sensitiv anarkist som mig...
