Sider

tirsdag den 6. januar 2015

Stjernens plads

I morgen kan den ikke trækkes længere. Kalenderen er bladret forbi Helligtrekongers aften, og det sidste julepynt skal sirligt pakkes i kasser. Tak for i år! Især de store stjerner, som i advents- og juletiden hænger i vores stue, efterlader stort tomrum, når de pakkes væk. Jeg kan fortabe mig i deres skønhed... Suk! 

Måske jeg skal finde på noget, der kan overtage pladsen, indtil det kan forsvares at hente dem frem igen. Men hvad kan bare tilnærmelsesvis udfylde deres sylespidse sko? Det kræver vist lidt flere tanker at udtænke dén plan, end hvad der er tilbage at flytte rundt med i dag. So long!

mandag den 5. januar 2015

Særligt sensitiv

Måske har du hørt om at være særligt sensitiv? Der er skrevet meget om emnet, og måske er der endda gået lidt modeord og inflation i begrebet? Under alle omstændigheder kan jeg ikke løbe fra, at der (klichéfyldt nok) var afgørende brikker, der faldt på plads for mig, da jeg for første gang hørte om personlighedstrækket for et par år siden.

Ikke dermed sagt, at det er blevet 'piece of cake' at tackle den sensitivitet, jeg har fundet ud af, at jeg har. Selvom jeg er blevet langt mere opmærksom på, at jeg i dagligdags situationer kan være udfordret af forventninger, tidspres, støj, socialitet og for lidt tid for mig selv , så oplever jeg det utrolig svært at sige fra. Der forventes ofte gode grunde, hvis man melder pas (til en øl i fredagsbaren, til deltagelse i læsegruppen, til plads i storrums-kontoret, eller til planer flere aftener i træk). Og så er det, at man måske presser sig selv lige lovlig meget. Simpelthen fordi alternativet er for svært. Hvordan forklarer man lige, at 'det ikke er fordi, jeg ikke rigtig gerne vil være sammen med jer, men jeg har altså brug for at være alene' uden at virke som et snobbet, asocialt eller mærkeligt menneske, der ikke gider andre? Jeg synes, det er vildt udfordrende!

Nemmere bliver det nok ikke at gøre sig forståelig, når man med sine en anelse for store armbevægelser, engagerede initiativer og sommetider lidt for spontane, engagerede og sensationslystne idéer, fremstår som alt andet end sensitiv...

Sppeder - bremse - speeder - bremse - lidt for meget speeder - nødtvunget mere bremse. That's my life! Gid, jeg kunne lære netop dén form for kørsel lidt bedre, så bare nogle af de gange jeg kører 'tør' i fremtiden vil kunne undgås. I morgen skal jeg på kursus netop omhandlende dette - forhåbentlig ligger der guldkorn og venter til en sensitiv anarkist som mig...

torsdag den 1. januar 2015

Godt nytår!

Livet som ér! Bloggens titel - og meget rammende for, hvad bloggen også faktisk er; en spejling af det liv, der er mit. Der har været stille længe. En form for chok-tilstand. Ingen ord. Forbavselse. Tavshed. Overrumplet af virkeligheden. Manglende energi til at dele. Alt overskud har været brugt til at klare livet på første hånd. Jeg har været syg længe. Ikke livstruende sygdom, slet ikke, men sygdom på et plan, som alligevel har været særdeles betydningsskabende for det liv, der er mit. 

Spekulationerne har været mange. Overvejelser om hvordan, det lader sig gøre igen og igen at rejse sig. Jeg har ingen forkromede løsninger og svar. Men som jeg er - en sucker for nye begyndelser - så er 1. januar  måske en meget god dag at sende en forsigtig bøn op ad med et håb om at blive grebet, i det der ellers har føltes som frit fald det sidste lange stykke tid.

Jeg tør ikke forvente noget som helst af det nye år. Vel har jeg drømme og forhåbninger i hobetal. Men lige nu er jeg lille; slået til jorden, og orker kun at blive positivt overrasket. Ingen nytårsforsætter. Kun et stille håb om, at det som er og har været ikke fortsætter. Gid, håbløsheden forvandler sig til en håbefuld hvid svane med baskende vinger og rank ryg, lige der midt i skuffelsernes andegård. Og vel er jeg sentimental her på årets første dag (ganske sikkert godt hjulpet på vej af en anelse for lidt søvn de seneste dage), men virkelighedens vemod ér også skabt af andet og mere alvor end hvad træthed kan tage æren for. For man bliver træt, brugt og tyndslidt af gang på gang at få splintret sine små spirende håb...

Den højaktuelle hilsen til hinanden er i disse dage 'godt nytår', og hvis klichéerne med grov hånd pudses af dét ønske, og det i stedet får lov at stå med den oprigtighed, ordene kan bære, så lad os da håbe præcis dét for hinanden: Et godt 2015, med alt hvad det kan trække af positive overraskelser og luft under svanevingerne!


tirsdag den 7. oktober 2014

Visitkort ✔️

Så kom de - og de nåede frem til tiden! Det er lidt crazy at stå med dem i hænderne... 

Grydebrød

Et par gange har jeg efterhånden prøvet mig lidt frem med at bage brød i en gryde. Denne opskrift er lidt foccasia-agtig, men får alligevel en meget anderledes skorpe pga. bagningen i gryde. Den skal måske forfines lidt mere, og især kunne jeg godt tænke mig at udtænke en lidt grovere variant. Ind til da skal I dog ikke snydes, for det smager altså skønt!!

Grydebrød

25 g gær
3,5 dl. lunken vand
1/2 dl. olie
1 spk. groft salt
450 g. mel

Groft salt
Olivenolie
Krydderier - fx rosmarin 

Opløs gær i vand
Tilsæt olie, mel og salt
Ælt dejen godt sammen
Lad dejen hæve lunt i 1 time
Ælt dejen igennem igen
Pensl gryden med olie og hæld dejen heri
Lad dejen hæve lunt i 1/2 time
Forvarm ovnen til 225 grader
Lav fordybninger i dejen med fingrene og pensl med olie
Drys med groft salt og krydderier
Bag grydebrødet i ca. 15 min.
Spis fx brødet til suppe el. andet simre-mad...


fredag den 3. oktober 2014

Bare tæer...

Jeg kan slet ikke få hold på at gå med bare tæer i år. Normalt ville jeg i oktober for længst have trukket de høje vinterstøvler helt op til knæene for at holde varmen; men ikke i år. For RIGTIG koldt synes jeg altså ikke det er endnu... Det skal nok komme - og det både pludseligt og med fuld kraft. Men lige nu vil jeg bare nyde et par dage mere med bare tæer i oktober og lege, at sommeren ikke er helt slut endnu.

onsdag den 1. oktober 2014

Forberedelser til IKEA vol. 1

Jeg er så heldig at være blevet kontaktet af IKEA Aarhus, da de har inviteret en flok kage-bagere til et event i efterårsferien. Så d. 16. Oktober kl. 11-15 står jeg i køkkenafdelingen og fremtryller lækkerier kreeret med deres produkter.

Der er allerede blevet brainstormet lidt, og som altid foregår det med papir og farver her hos mig. Måske ender nogle af idéerne med at komme med i IKEA...

Ind til videre tænker jeg noget med æbler, kanel, græskar, karamel, vanilje, efterårsfarver, blade, edderkoppespind, lidt halloween og en hel masse sjove idéer. Jeg er meget spændt på det, for 'er jeg god nok?', 'tænk hvis noget brænder på?', 'forventer de noget helt andet, end det jeg kan?' osv. På den anden side, så må man jo af og til tage en chance, og jeg håber, det bliver både hyggeligt og en spændende udfordring!